Wärtsilä samarbejder med Samsung om ammoniakdrevne firetaktere
Wärtsilä og den sydkoreanske værftsgruppe Samsung Heavy Industries har sammen indgået et såkaldt joint development programme, der skal bane vejen for nybygninger med ammoniakrevne hjælpemaskinerier.
Det oplyser Wärtsilä i en pressemeddelelse.
Hjælpemaskinerier i skibe udgøres altid af firetaktsmotorer, som Wärtsilä er en af verdens førende producenter af. Derfor går den finske maritime teknologikoncern også målrettet efter at have ammoniakdrevne firetaktsmotorer på markedet inden udgangen af 2023.
Senest har Wärtsilä gennemført en succesfuld test af en af deres firetaktsmotorer med et fuel-miks med 70 pct. ammoniak.
- Der er en stor interesse fra redere og operatører for potentialet med nye rene brændstoffer, og ammoniak skønnes at være én af disse lovende kandidater. Wärtsilä har allerede opnået signifikante resultater via deres testprogrammer med ammoniak, så vi er glade for at kunne samarbejde med dem for at realisere en udbredelse af brændstoffet, siger Youngkyu Ahn, Vice President i Samsung Heavy Industries.
Totaktere er også på vej
Youngkyu Ahn suppleres af Östen Lindell, Sales Director hos Wärtsilä Marine Power:
- De-karboniseringen er blevet et fælles mål for hele industrien, og vi hos Wärtsilä er målbevidste i forhold til, at ambitionen opnås. Her er udnyttelsen af nye kulstoffrie brændstoffer et centralt element i en de-karboniseret fremtid for skibsfarten.
Ifølge Samsung Heavy Industries vil de mest sandsynlige tonnagesegmenter, der får ammoniakdrevet hjælpemaskinerier ombord, være containerskibe og VLCC’ere.
Disse skibe vil i så fald også bruge ammoniak i hovedmaskineriet, der baserer sig på totaktsmotorer. MAN Energy Solutions forventer at være klar med ammoniakdrevne totaktsmotorer i 2024.