23948sdkhjf

DTU går sammen med NTU i Singapore om 'grønt' brændstof

DTU har indgået et forskningssamarbejde med Nanyang Technological University (NTU) i Singapore, som i første omgang afstedkommer to nye ph.d.-projekter.

- Singapore er super interessant. Det er en stor maritim nation, og de fleste rederier har kontorer i Singapore. Og så har de store ambitioner og er fremme på innovationsområdet, siger centerleder for DTU Maritime, Mette Sanne Hansen, i en meddelelse.

Hovedfokus i samarbejdet bliver en bæredygtig overgang fra fossile brændstoffer til 'grønne' brændstoffer i skibsfarten.

- Det skal både være bæredygtigt at udvinde brændstofferne, at bruge dem og komme af med dem igen. De arbejdsforhold, brændstofferne produceres under, skal også være bæredygtige. De skal ikke være sprængfarlige, men kunne håndteres sikkert, så vi undgår ulykker. Så på den måde skal  bæredygtighed gennemsyre hele systemet, forklarer Mette Sanne Hansen.

Dataene vil undervejs blive brugbare for rederne, skibsværfter, motorbyggere og lovgivere i begge lande, oplyser DTU, og det vækker genklang hos Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.

- DTU er i gang med at gøre det samme inden for den akademiske verden, som vi i centret har fokuseret på at gøre inden for forretningsverdenen. Vi har det til fælles, at vi har anerkendt, at en enkelt spiller, uanset hvor stor og indflydelsesrig den spiller er, ikke kan løfte opgaven alene, siger Torben Nørgaard, der er chef for Energy and Fuels ved Mærsk McKinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.

I Danmark ligger verdens største containerrederi, nemlig Mærsk, og verdens største udvikler- og leverandør af skibsmotorer, nemlig MAN Energy Solutions, mens Singapore har én af verdens største havne.

- Danmark vil gerne være et testland og bruge vores skibe, som sejlende grønne testskibe, mens Singapore gerne vil bruge deres havn som testhavn. Havnen kan altså blive en form for laboratorium for DTU’s forskere, hvor de kan tage ud og se, hvordan en grøn havn kan fungere og agere i det, siger Mette Sanne Hansen.

Kilde: https://www.dtu.dk/nyheder/Nyhed?id=%7b2...

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105