23948sdkhjf

28 russiske søfolk frifundet i sag om manglende arbejdstilladelse

De 28 russere var tiltalt for at arbejde uden de fornødne tilladelser på Femern-byggeriet i Rødbyhavn. Nu har byretten frifundet dem.

Tirsdag faldt der dom i sagen, hvor 28 russiske søfolk var tiltalt for ikke at have haft de nødvendige arbejdstilladelser i forbindelse med deres arbejde på Femern-forbindelsen.

Og de blev alle frifundet, skriver TV2 ØST.

- Jeg er tilfreds med dommens udfald, lyder det fra forsvarer Karina Ekdahl.

De 28 russiske søfolk blev anholdt den 9. marts i år i Rødbyhavn.

Karina Ekdahl gik efter frifindelse for samtlige 28 søfolk i spørgsmålet om arbejdstilladelse. De er alle udvist af landet og var derfor ikke mødt op i retten.

Det store spørgsmål under retsmødet for en uge siden, den 22. juni, var, om der var tale om fast eller midlertidigt ophold. Ifølge Karina Ekdahl er der ikke hjemmel i lovgivningen til at kræve arbejdstilladelse i denne sag.

- Det handler om, om der er krav til arbejdstilladelse i loven – ja eller nej. Vi mener, at der er tale om arbejde ombord på russiske skibe, og der gælder særlige regler for udenlandske skibe.

- Vi mener ikke, at der er grundlag for at kræve de her danske arbejdstilladelser for arbejde ombord på udenlandske skibe. Som jeg læser dommen, er det på det grundlag, retten frifinder dem.

Anklager Rune Jensen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi gik efter bødestraf på mellem 3.000-7.500 kroner efter Rigsadvokatens takster til alle søfolkene.

- Jeg forholder mig konstaterende til dommen, lyder det fra Rune Jensen.

- Jeg vil nu nærlæse dommen og overveje, hvordan vi stiller os – om den muligvis skal ankes.

Hvad frifindelsen kommer til at betyde for udvisningen, ved forsvareren endnu ikke.

- Der må vi vente og se, siger Karina Ekdahl.

Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at vurdere, om sagen skal ankes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095