23948sdkhjf

Ubåd finder to bomber ud for Lollands kyst

29 meter under havoverfladen ud for Lolland, tæt ved byggeriet af den kommende Femern-tunnel, er der fundet to bomber fra 2. Verdenskrig.

Den ene vejer 60 kilo og skal sprænges væk, den anden bliver flyttet.

Opdagelsen blev gjort med det specialudrustede fartøj Kamara, hvorfra en ubemandet mini-ubåd afsøger havbunden med kameraer og måleudstyr.

På skærmen til et særligt undervandskamera på havbunden tonede to bomber fra Anden Verdenskrig frem.

- Det er en del af standardarbejdet, når man skal grave i havbunden, at man undersøger, hvad der gemmer sig af ting dernede. Vi skal ikke ramme noget, som eksempelvis kan eksplodere, ligesom der også kan ligge andre genstande. Tidligere har vi fundet arkæologi og gamle cykler dernede, siger Morten Kramer Nielsen til TV2 Øst.

Mange tusind miner i danske farvande

Begge bomber er fundet i dansk farvand ud for Lollands kyst og er henholdsvis en dybdebombe, der har været brugt til at uskadeliggøre ubåde, samt en bombe, der menes at stamme fra et fly.

Det er Søværnet, som forestår valg af metode og tidspunkt for rydningen.

Søværnets Dykkertjeneste har tidligere fortalt, at der efter Første Verdenskrig blev dumpet 10.000 miner i de danske have, og efter 2. Verdenskrig blev der smidt 40.000 miner i vandene omkring Danmark.

Derudover er der dumpet ammunition og forskellige granater i søer og have, ligesom der er droppet flybomber i farvandene. Siden har de ligget ueksploderede på bunden.

Det er endnu ikke planlagt, hvornår flytning og sprængning skal finde sted, oplyser Forsvarskommandoen til TV2 Øst.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129