23948sdkhjf

Aftale med briter sikrer danske industrifisk

Danmark kan gå ind i tobissæsonen med aftale om rent faktisk at måtte fiske, og det er vigtigt for fiskere og danske havne. Danmark har 96 procent af den samlede EU-kvote på tobis.

I et ellers kaotisk år for dansk fiskeri er fiskerne tirsdag kommet nærmere en vished for, hvor mange fisk der må landes.

EU og Storbritannien har indgået et kompromis for de bestande, der deles, hvilket sikrer kvoter frem til udgangen af juli i år.

For tobis, et vigtigt fiskeri for Danmark, er der desuden lavet en særaftale, så hele kvoten må fanges i den periode.

Danmarks Fiskeriforening glæder sig over resultatet for tobis, så hele kvoten kan fiskes i den kommende periode, hvor det er sæson.

- Jeg ved, det har krævet en særlig indsats fra dansk side, og det skal Rasmus Prehn have ros for, udtaler formand Svend-Erik Andersen.

Brexit har skylden

For flertallet af de delte bestande gælder, at fiskerne må fange 7/12-dele af kvoterne. Det passer med, at aftalen dækker de første syv af årets tolv måneder.

Samtidig fortsætter forhandlingerne med briterne om tiden efter 1. august.

Alt det usædvanlige besvær for fiskeriet skyldes, at Storbritannien har forladt EU. 31. december 2020 udløb den overgangsperiode, der sikrede fortsat orden i forholdet.

Siden nytår har parterne forsøgt at finde aftaler. I første omgang landede de en aftale om forlængelse af sidste års kvoter i årets første tre måneder, men den udløber om en uge.

Storbritanniens farvande var tidligere del af EUs samlede kvotesystem, men med brexit blev Storbritannien en uafhængig kyststat.

Norsk farvand også afklaret

Bruddet har også medført besværligheder i fiskeforholdet til Norge. For Norge har byttet kvoter med EU, men efter brexit kan EU ikke tilbyde de for nordmændene så attraktive kvoter i britisk farvand.

Derfor har danske fiskere været udelukket fra at fiske i norsk farvand i en periode.

Men i sidste uge landede man en aftale med Norge, der gjorde, at danske fiskere igen kan fiske i Norge.

EU-landene har afsat en milliardpulje til at kompensere fiskerne for følgerne af brexit. Pengene er ikke kommet i anvendelse endnu.

/ritzau/

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081