Spansk operation fører til fund af unik europæisk narkoubåd
En omfattende narkooperation i Spanien har ført til fundet af en særlig type narkoubåd og over tre ton kokain.
Det fremgår mandag af en pressemeddelelse fra Europol.
Det europæiske politisamarbejde har arbejdet tæt med spansk politi i operationen, der har fået navnet Ferro. Den har været rettet mod en organiseret, kriminel gruppe, der står bag massiv narkosmugling.
Over 300 politibetjente har deltaget i operation Ferro, som også har fået hjælp fra myndigheder i Colombia, Holland, Portugal, Storbritannien og USA.
Det hele er blevet koordineret med hjælp fra Europol.
Europol skriver, at man har fundet, hvad det selv beskriver som en narkoubåd. Det er en betegnelse for en båd, der er delvist skjult under havets overflade og derfor også benyttes flittigt af smuglere.
For første gang nogensinde er båden angiveligt bygget på europæisk grund. Tidligere har den type både altid være bygget i Latinamerika, lyder det.
Gruppen, som politiet har jagtet, består af personer fra Colombia, Den Dominikanske Republik og Spanien. Den opererede med udgangspunkt i Spanien - nærmere betegnet Catalonien.
Der er foretaget ransagninger i 47 huse i forskellige spanske byer. I alt er 52 personer blevet anholdt. Over tre ton kokain og omkring 700 kilo hash er blevet beslaglagt sammen med over 100.000 euro i kontanter.
/ritzau/