2

Billeder

.

DEBAT:

Ugens maritime synpunkt er forfattet af Jens Marquard Sørensen, styrmand og kandidat til bestyrelsen for Lederne Søfart

Det er naivt at tro, at rederier kan betale skat og ansætte folk på samme måde som købmanden rundt om hjørnet gør det. Multinationale betaler ikke skat i Danmark, faktisk betaler få multinationale selskaber skat i Europa. DIS, tonnage skat og sømandsskat er et kompromis, der er skabt politisks for at holde fast i Dansk søfart. Men det forpligtet også erhvervet til at være dansk. Det, at have “Dansk" med i Dansk søfart er en politisk nødvendighed, og ikke et spørgsmål om økonomi eller kvalifikationer. Til tider kan man godt få indtryk af, at at Det blå Danmark tror det kan klare sig uden Danmark, og det ikke er politisk velvilje der giver de gode forhold for dansk søfart.

Nogen forventer, at erhvervet er dansk - uden noget dansk flag og uden danskere. De fleste ansatte ombord er ikke danske, og størstedelen af kontorerne ligger også uden for Danmark. Har man mon tænkt på, hvorvidt et dansk erhverv kan eksistere uden rederier i Danmark på dansk flag? Og kan det overhovedet lade sig gøre? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke. Men løsningen er ikke at lave et protektionistisk danmark. Man kan ikke tvinge rederierne til at bakke op om Dannebrog og ånden bag DIS, men vi er i erhvervet nødt til at stå sammen om, at beslutningen om at være dansk, er noget, vi står ved. Ellers forsvinder Det Blå Danmark.

Politisk velvilje

Det er Danmark og danskerne, som accepterer lav skat til rederier og søfolk, det er ikke noget vi afgører. Og derfor kan en retssag heller ikke ændre en dyt på den sag. Det er ikke fordi, vi er geniale genier, som har fortjent moralsk, at vi ikke skal betale det store i skat på DIS og rederierne betaler tonnage skat. Det bliver accepteret, fordi der er politisk velvilje - og det er der, - fordi vi stadig er et populært erhverv i befolkningen. Når der kommer kriser af global karakter, er det staten som afgør, om vi overlever eller ej. Rederier og fagforeninger kan ikke repræsentere sig selv, når der skal laves nye konventioner eller nye standarder. Det er stadig kun stater, som kan lave regler og forhandle med andre stater. Uanset hvordan vi vender og drejer det, har vi brug for politisk velvilje i Danmark. Derfor skal vi som erhverv være forankret i det danske samfund. Ellers forsvinder vi ved næste krise, ligesom minkavlerne eller flyindustrien måske gør det.

Forædling

Man kan ikke tvinge rederier til at bakke op om Dannebrog og ånden bag DIS - det har man forsøgt i Norge. Selv har jeg sejlet under norsk flag, og har oplevet, hvordan en norsk protektionistisk tilgang ikke virker. Alt skal ganske enkelt være norsk, og hvis ikke det kan lade sig gøre, kan man bruge danske “Sejlskibs filippinere" - som vi bliver kaldt. Enhver, der har været på norsk sokkel ved, at det at være norsk ikke er en kvalifikation. Det er ikke alle norske søfolk, der er dygtige, og det er alle danske desværre heller ikke. Vi kan kun klare os, hvis vi forbliver konkurrencedygtige, og tager de desværre få danskere, der ønsker erhvervet og forædler dem, til at være blandt de bedste i verden. Dernæst skal vores danske arbejdspladser være noget, som de bedste fra udlandet stræber efter at opnå. Vi har brug for deres kvalifikationer, ligesom nordmændene har brug for “sejlskibs filippinere", men de skal kvalificere sig til dem, og ikke bare være billigere. Heldigvis har vi også holdt fast i det på kontorerne, hvor mange udlændinge gør en god indsats, men det kan man ikke sige på havet. Her vælger for mange rederier at ansætte et STCW-bevis til den laves mulige pris, frem for at ansætte en kvalificeret sømand.

Danske ledere i fremtiden

Vi har allerede nu, problemer med at finde kvalificerede seniorofficerer og skibsførere og dernæst finde de nødvendige navigatører, som kan bruges på kontorene senere, der har sejlet i den danske handelsflåde. Vi er nødt til som erhverv, at rekruttere politisk, med bevidsthed om, at vi skal hyre nye unge, som kan udvikle sig til ledere i fremtiden. Det koster på kort sigt, men det kan betale sig på alle planer. Det ved vi godt alle sammen i erhvervet, men vi er nødt til at også at stå ved det.

Danske Rederier ville ophøre, hvis ikke danske rederier havde hovedkvarter i Danmark, og ikke engang rederen for et dansk rederi, kan være sikker på at beholde sit arbejde hvis aktiemajoriteten bliver udenlandsk. Toppen af de ansatte i rederierne har brug for deres danske netværk, og de relationer som deres karriere i dansk erhvervsliv har givet dem. Vi er objektivt set, alle i samme båd, hvad det angår. Uanset om man er Ubefaren fra George Stage eller skibsreder med penthousekontor. Derfor er det en ren illusion at Det Blå Danmark har en fremtid, hvis danske rederier ikke forbliver danske og der ikke længere er nogen danske søfolk. Ingen vil være medlem af en dansk rederiforening hvis rederierne har hovedkvarter i Singapore, og ikke har nogle danske skibe. Truslen om at flage ud, eller skille sig af med alle danske søfolk, har ikke noget på sig. Det vil være en dødsdom for os alle, og der er ingen redningsflåder til nogen af os.