23948sdkhjf

1.050 borgere vil købe skoleskib til Helsingør

Helsingør får sit eget skoleskib, hvis det lykkes at samle flere penge ind. Foreløbig har 1.050 borgere sagt, de vil købe aktier for 1,1 mio. kr., fonde har givet tilsagn om samme beløb og 325.000 kr. kommer fra firmaer.

Siden forsommeren 2020 har gode kræfter i Helsingør forsøgt at få skonnerten M/S Zar til byen, hvor den skulle kunne chartres og anvendes til en række formål, som både udflugts- og mødeskib med fast placering i havnebassinet foran Kronborg.

Men nu har initiativgruppen bag projektet oprettet en decideret forening, som skal arbejde for dels at få købt skibet med Helsingør som hjemstavn, dels arbejde målrettet henimod også at gøre Zar til skoleskib for et dusin elever i 9.-10. klasse, som har brug for alternative udfordringer og en anden skoleform end folkeskolen, skriver Helsingør Dagblad.

- Der er nu 1.150 borgere, der har givet tilsagn om støtte til køb af Zar. Det er helt enestående at have den enorme folkelige opbakning med i ryggen, Hans Peter Hviid, formand for den nye forening, “Foreningen Skonnerten Zar”, til avisen.

Koster fem millioner kroner

Mens Helsingør kommune allerede har givet projektet opadvendte tommelfingre – og i øvrigt vederlagsfrit vil stille havneplads til rådighed - er der stadig en væsentlig udfordring for projektet: Man mangler stadig midler til at møde ejeren Henrik Frederiksens salgspris på fem millioner kroner.

Der er indsamlet i alt knapt 2,5 mio. kr. til købet af Zar bestående af tilsagn om folkeaktier på knapt 1,1 mio. kr., 325.000 kr. fra firmaer og 1,1 mio. kr. fra fonde.

Da Zar koster 5 mio. kroner, mangler man stadig 2,5 mio. kr. Foreningen har derfor haft møde med Spar Nord i Helsingør vedrørende en endelig finansiering, idet det er foreningens mål at købe Zar i foråret 2021.

Forbillederne er blandt andre skonnerten Fylla fra Marstal fra Ærø og skonnerten Marilyn Anne i Struer, som har lignende skoleprojekter kørende. Ideen er, at skibet følger skoleåret, således at det er skole fra september til primo juni, mens det skal være ”sommer-Zar” i juni, juli og august måned, hvor Helsingør i turistsæsonen kan have glæde af Zar, ligesom skibet kan chartres til andre formål, blandt andet af de mange folkeaktionærer, som lørdag modtog et nyhedsbrev om de nye planer for skibet.

- Med det nye skærpede projekt har vi fået ny vind i sejlene. Der er flere muligheder for at søge især de fonde, der gerne støtter et konkret projekt, siger Hans Peter Hviid til avisen.

Ejeren af Zar, Henrik Frederiksen, har modtaget nyheden om at omdanne Zar til et skoleskib med glæde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094