23948sdkhjf

Mærsks investering i brint kan eksplodere på børsen

Økonomisk Ugebrev: Værdiansættelsen af Green Hydrogen System, som A.P. Møller Holding netop har investeret, kan matche C25-indekset.

Investeringer i grønt hydrogen er i voldsom udvikling. Selskabet Green Hydrogen System, som A.P. Møller Holding netop har investeret 149 millioner kroner i, har potentiale til at blive en kæmpe succes når selskabet forventes at børsnoteres inden for 12-24 måneder.

Brintaktier er værdiansat ekstremt højt, og antager man, at Green Hydrogen System blot kan ramme 100 millioner i omsætning, vil værdiansættelsen berettige sig til en plads i C25-indekset.

I forbindelse med den seneste investeringsrunde hvor A.P. Møller Holding investerede 149 millioner i den danske hydrogenvirksomhed, Green Hydrogen System, var meldingen, at næste skridt formentlig er en børsnotering.

Såfremt det lykkes, kan Green Hydrogen System sandsynligvis sprænge rammerne for en danskbaseret børsintroduktion i nyere tid. Hvis man sammenligner med de aktuelle markedsværdier på lignende noterede selskaber i brintsektoren, som eksempelvis Norske NEL, Franske McPhy og britiske ITM Power, ligner det en guldgrube.

Brintaktier, som Norske NEL, Franske McPhy og britiske ITM Power, sælges aktuelt til en P/S værdi på gennemsnitligt 287, hvor især ITM Power trækker gennemsnitstallet op. Eksempelvis omsatte NEL for 570 mio. norske kroner i 2019, og er aktuelt værdiansat til 33,7 mia. danske kroner. Dermed rammer P/S-værdien omkring de 55.

Leger man med tanken om, at Green Hydrogen System kan nå en omsætning på blot 100 millioner kr., vil børsværdien være mindst 5,5 milliarder, og gennemsnitligt 28,7 milliarder i forhold til gennemsnitsprisen (P/S) for de øvrige tre nævnte selskaber. Det er markedsværdier, der matcher flere selskaber på C25-indekset.

Det er Nordic Alpha Partners, det har bragt Green Hydrogen System til fadet for A.P. Møller Holding. Økonomisk Ugebrev Finans bragte d. 14. januar et interview med ledende partnere i kapitalfonden.

Her hed det om Nordic Alpha Partners forretningsmodel, at ”Nordic Alpha Partners’ forretningsmodel går ud på at accelerere væksten ved at foruddiskontere porteføljevirksomhedernes vækstpotentiale” og ”Når vi investerer, går vi efter nogle af de helt store transformationer, der er i gang lige nu, herunder den digitale og den grønne transformation.”

Lykkes børsnoteringen af Green Hydrogen System for A.P. Møller Holding og Nordic Alpha Partners kan det blive en milepæl for grøn omstilling i et dansk klimapolitisk perspektiv. Folketingets klimaaftale formulerer nemlig, at den grønne omstilling, og 70 procent reduktionsmålet, er betinget af ”hensyntagen til dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser, beskæftigelse og fastholdelse af et stærkt velfærdssamfund.”

I den konkrete sag om Green Hydrogen System siger Partner i Nordic Alpha Partner, Troels Øberg, at den grønne omstilling forudsætter kapital.

- Hvis Danmark skal bygge videre på vindmølleeventyret, og være globalt førende i den grønne omstilling vha. grønt hydrogen, kræver det meget store investeringer på relativ kort tid. Green Hydrogen System er et virkelig godt eksempel på det gigantiske potentiale som små SME’er i Danmark teknologisk besidder. Da vi investerede, var de kun otte mand. Fem kvartaler senere er de 68 ansatte, og har tiltrukket A.P. Møller Holding som investor, siger Troels Øberg.

Jan T. Nielsen, CIO i A.P. Møller Holding, oplyste i forbindelse med investeringen, at ”Vi ser brint som en vigtig del af det fremtidige grønne energimix til industri, skibsfart og tung transport. Green Hydrogen Systems har en overbevisende teknologiplatform til elektrolytisk brintproduktion baseret på grøn energi, og vi er glade for at støtte dem med at udvikle denne platform yderligere.”

I Danmark har vi traditionen for at kunne udvikle teknologitunge virksomheder. Her er Grundfos, Vestas og Danfoss eksempler. Men den grønne omstilling udvikler sig i et meget hastigt tempo, og når det gælder omstilling af grundlæggende energiinfrastruktur, er investeringscasen i en størrelse, hvor kun de helt store investorer kan være med.

- Ligesom Green Hydrogens Systems konkurrenter så kunne en børsnotering være en god mulighed til at sikre den kapital, som selskabet skal bruge for at udnytte de muligheder, som selskabet står overfor. Vi oplever stor international interesse for området og selskabet, men vi er glade for, at vi med A.P. Møller Holding, har kunnet sikre et fortsat dansk ejerskab, siger Troels Øberg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095