23948sdkhjf

Rederier med udenrigsfart får lønkompensation til 7. februar

Arbejdsmarkedets parter og regeringen er enige om at forlænge ordningen med lønkompensation til 7. februar. En meget vigtig melding for flere danske rederier.

Nedlukningen af Danmark og de omkringliggende lande rammer de danske udenrigsfærger hårdt.

Passagergrundlaget til især udlandet er reduceret til et minimum, og det har derfor været nødvendigt for flere rederier at sende medarbejdere hjem på lønkompensation.

Med den forlængede nedlukning af Danmark er der ikke udsigt til, at passagerantallet vil stige lige med det samme, og derfor er det en kærkommen nyhed, at regeringen og arbejdsmarkedets parter er nået til enighed om at forlænge ordningen med lønkompensation til 7. februar.

- Flere rederier har været nødt til at lægge skibe op og midlertidigt lukke ruter. Når skibene ikke sejler, er der ikke arbejde til de ansatte på skibene, og derfor har en del været sendt hjem på lønkompensation. Dagens melding om en forlængelse af ordningen er derfor meget vigtig for flere af vores medlemmer, siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, uddannelse og rekruttering i Danske Rederier.

DFDS har blandt andet valgt at lægge begge ’Oslobåde’, som sejler mellem København og Oslo og mellem Frederikshavn og Oslo op. Og Fjordline har kun ét skib sejlende  i øjeblikket, som sejler mellem Hirtshals og Kristiansand.

Herudover har rederier beskæftiget med slæbebåde og rederier inden for sandsugning mindre at lave i øjeblikket end normalt og derfor også benyttet lønkompensation.

- Alle håber at komme til at sejle for fuld damp så snart som muligt. Men som situationen er lige nu, vil der stadig gå tid, før vi kan forvente, at aktiviteten for en del af rederierne er helt oppe i omdrejninger igen. Derfor er det vigtigt, at de har muligheden for at holde hånden under deres ansatte, siger Anne W. Trolle.

Lønkompensationsordningen giver mulighed for at sende ansatte hjem, hvor staten dækker 75-90 procent af lønnen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141