Jul på Vuoksi Maersk med 24 om træet
Der er noget julemagisk over tallet 24, og der er netop 24 besætningsmedlemmer af fem nationaliteter om bord juleaften på containerskibet Vuoksi Maersk, der sejler på Nordsøen og Østersøen.
I år bliver det uden kaptajn Thomas Lindegaard, der netop er afmønstret, men som nåede at være en del af juleforberedelserne og stå for indkøb af gaver til besætningen.
- Da jeg steg om bord i starten af december, var der allerede bagt julesmåkager og pyntet op med stjerner, fortæller Thomas Lindegaard.
Da skibet lå i Rauna i Finland, nåede han, overstyrmanden og Chief Steward’en lige netop i land, inden Finland lukkede helt ned, for at købe julemad og julegaver.
- Rederiet giver penge til en fælleskasse, som vi køber ind for. Det er gaver til typisk 20-25 euro stykket, og det er praktiske ting som kommelygter, sokker, t-shirts og en enkelt pakke Lego, som man jo altid kan give videre, bemærker han.
24 mand rundt om ægte juletræer
I år har er der to ægte juletræer på skibet.
- Dem fik vi foræret af den lokale agent, da vi lå i Rauna, og det er da rart med ægte træer, hvor der ofte blot er plastictræer ude på skibene.
På skibet bliver det ikke muligt at overholde de danske coronaregler om at holde juleaften i en forsamling på højst ti personer.
- Men man kan jo sige, at vi på et skib er i karantæne og isoleret hele tiden. Måske er vi blandt de mere sikre steder at opholde sig, og vi er meget forsigtige, når enkelte af os går i land, eller vi får lods om bord, siger han.
Kokken sagde nej i 2016
Thomas Lindegaard har holdt mange juleaftener på havet. Han husker i 2016, hvor juleaften var ved at blive aflyst på grund af et uheld med lasten den 23. december.
- Vi besluttede egentlig at udskyde julen for at arbejde med lasten, men så sagde kokken nej, for han havde jo forberedt al maden. Så det blev jul alligevel, og vi fik mentalt overskud til at få styr på lasten, fortæller han.
Fakta: Jul på Mærsk-skibe med 40 nationaliteter
Mærsk har mere end 40 nationaliteter om bord på deres skibe, så ikke alle fejrer jul.
Højtiden markeres dog på alle skibe på den ene eller anden måde. Nogle gør endog rigtigt meget ud af dette. Det tilpasses ind i den daglige operation og deres schedule. Er de midt i havnekald eller er de nær land, skubber de fejringen til et tidspunkt der passer alle om bord bedre.
Chefkokken bestemmer menuen med input fra mandskabet og med hensyn til det sted, de sejler. Grillfest på dækket virker bedre i det Indiske Ocean end det gør det i Østersøen i december.
Globalt markeres julen med hilsner fra ledelsen til alle medarbejdere og særligt deres søfolk. Her takkes de for deres indsats, og det understreges, at søfolkene gør en ekstraordinær indsats ved at hjulene kørende.
Alle Mærsks skibe modtager ekstra penge i budgettet til særlig mad, slik og andet godt, som kaldes ”end of year/season goodies”.