23948sdkhjf

Køge-Rønne-færge fordobler ture efter svensk indrejseforbud

Povl Anker sejler fra tirsdag morgen dobbeltfrekvens mellem Rønne og Køge. Samtidig vil færgen Hammershus fortsætte sin normale frekvens for at sikre den mest stabile godstransport.

Opdateret kl.9.18: Alle færgebilletter er nu udsolgt frem til jul, oplyser Molslinjen

Der bliver sat ekstra færger og fly ind til Bornholm, så de danskere, der skal til og fra øen, kan komme det - også efter at svenskerne mandag besluttede at lukke grænsen, skriver Transport- og Boligministeriet. 

Lukningen af den svenske grænse gjaldt fra midnat og betyder, at det ikke længere er muligt at tage turen gennem Sverige og benytte færgen mellem Rønne og Ystad som privat passager.

- Det er en meget alvorlig situation for Bornholm, og en dramatisk periode, hvor myndighederne i alle lande gør, hvad de kan for at holde smitten under kontrol. Den svenske grænselukning vil berøre mange danskere, og derfor er vi også i fuld gang med at sikre, at dem, der skal afsted til eller fra Bornholm, kan komme det. Der sættes ekstra kapacitet ind på færgeruten Rønne-Køge. Det betyder, at færgen Povl Anker tirsdag morgen sejler dobbeltfrekvens mellem Rønne og Køge. Samtidig vil færgen Hammershus fortsætte sin normale frekvens for at sikre den mest stabile godstransport. Vi er i tæt dialog med Molslinjen om praktikken omkring dette. Det betyder, at der kan komme ændringer, siger transportminister Benny Engelbrecht og tilføjer:

- Flyselskabet DAT har også bekræftet, at der er yderligere kapacitet, der kan sættes ind på ruten mellem Rønne og København. Samtidig er vi også i dialog med de svenske myndigheder om situationen og mulige undtagelser.

Godsrtransport fortsætter

De svenske myndigheder meldte lukningen ud på et pressemøde mandag eftermiddag. Det er meldt ud, at godstransport og pendlere er undtaget fra indrejseforbuddet.

Grænsen er stadig åben for svenske statsborgere, der ikke vil blive forhindret i at rejse hjem.

Også andre, der bor eller arbejder i Sverige, samt folk der transporterer gods, kan få lov at rejse ind, lød det mandag eftermiddag fra den svenske indenrigsminister Mikael Damberg.

I Danmark er der konstateret ti tilfælde af varianten af virusset fra 14. november til 3. december i Nordjylland og Storkøbenhavn, skriver Ritzau.

Det reelle tal kan dog være fire-fem gange højere, da Statens Serum Institut kun tester en andel af de positive coronaprøver for andre varianter.

Varianten af coronavirusset har primært spredt sig i det sydøstlige England og dermed også hovedstaden London.

Danmark har ligesom andre lande derfor indført et indrejseforbud for rejsende fra Storbritannien.

Sejlplan for Povl Anker fra den 22. december:

  • Rønne – Køge: Afgang 08.00. Ankomst 13.30
  • Køge – Rønne: Afgang 14.00. Ankomst 19.30
  • Rønne – Køge: Afgang 20.00. Ankomst 01.30
  • Køge – Rønne: Afgang 02.00. Ankomst 07.30
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095