Tilbageblik: Nye sejlruter, batteribøvl og lodsliberalisering satte sit præg på 2020
2020 i søfarten var præget af to nyheder af de helt sjældne.
Det er meget sjældent, at skibsfartens motorveje omkring Danmark bliver omlagt til den helt store guldmedalje.
Og det er tilsvarende meget sjældent, at det gennem århundreder statsligt styrede lodssystem bliver fuldt liberaliseret.
Men begge dele skete i 2020.
Og det var helt udramatisk.
Lodser og liberalisering
Lodsliberaliseringen først: Et liberalt lodsmarked blev til virkelighed 1. januar 2020, da også gennemsejlingslodsningerne - og ikke kun de regionale lodsninger - blev konkurrenceudsat.
Det har ført til, at en enkelt lodsvirksomhed, Portus Pilot, fik tilladelse til transitlodsning og dermed udfordre giganten DanPilot. Hidtil har DanPilot siddet på størstedelen af markedet. DanPilot havde i årevis eneret på lodsning af skibe gennem de danske farvande. Men her i 2020 er dette altså slut. Mellem 2016 og 2019 har Danish Pilot Service - som Dan Pilot i øvrigt ejer 25 procent af - haft lidt af markedet på dansk søterritorium som optakt til en 100 pct. liberalisering. Og nu er markedet altså frit.
Hos Portus Pilot var der stor begejstring, da man modtog tilladelsen.
- Det var da glædeligt, udtalte direktør Jens Erik Hansen beskedent, da Søfart talte med ham i begyndelsen af året.
Han lagde ikke skjul på, at det var lidt af drøm, der var gået i opfyldelse. Jens Erik Hansen startede Portus Pilot i marts 2019 og har siden bedrevet regionale lodsninger. Det har allerede ført til ansættelsen af en lods mere, og nu går jagten så ind på nye kunder. "Man må ikke skaffe kunder, før man har godkendelsen på plads, så nu skal der laves solidt benarbejde, så vi kan på sigt kan lodse gennem Storebælt," siger direktøren til Søfart.
Men nogen stor udfordring af DanPilot er der indtil videre ikke tale om.
- Udfordre er så voldsomt et ord, når DanPilot har 170 lodser, og vi har to. Men vi tror på, at vi kan få vores bid af kagen. Markedet er derude, men jo flere aktører, jo sværere bliver det. Men vi kan udfordre på pris og fleksibilitet, udtalte Jens Erik Hansen.
Nye sejlruter
Den største omlægning af de maritime sejlruter omkring Danmark trådte i kraft i juli 2020.
Der sejler mange skibe gennem Kattegat, og nu var det tid til, at sværvægtere og letvægtere skulle skilles bedre ad i det maritime rutesystem omkring Danmark.
Omlægningen betød, at skibe med mindre dybgang i dag skal følge en anden rute gennem Kattegat end f.eks. de helt store tankskibe. Planlægningen gik i gang i 2008, og de maritime myndigheder i Sverige, Danmark og Norge har alle været involveret.
Helt konkret betyder omlægningen, at den hidtidige hovedmotorvej, den såkaldte ’Rute T’, nu er suppleret med en spritny skibsrute, Rute S, langs den svenske kyst. Her er vanddybden mindre, hvorfor det vil være de mindre skibe, med dybgang op til 10 m, der skal søge ud på den nye rute.
Artiklen er en del af temaet Året 2020.