Kun en black swan-begivenhed kan give et bæredygtigt løft til raterne
Markedsforholdene for Mærsk ser ud til at vende nedad, og der er ikke noget i horisonten, bortset fra en såkaldt black swan-begivenhed, der kan give et bæredygtigt løft til raterne.
Det vurderer Bloomberg Intelligences senioranalytiker Lee A. Klaskow med henvisning til en uventet begivenhed, der ikke kan forudsiges.
De nedadrettede markedsforhold har ført til et dyk i raterne på 63 pct. siden toppunktet i juli sidste år.
Mærsk og de andre rederier inden for containershipping kæmper med en vækst i udbuddet af skibe, der ifølge senioranalytikeren ventes at blive ved med at overstige efterspørgslen i de kommende år.
- Dette kan blive forværret af en potentiel ende på fjendtlighederne i Det Røde Hav, hvilket ikke ser ud til at være sandsynligt på kort sigt efter en tilbagevenden til Israel-Hamas-kampene og de seneste amerikanske angreb på Houthi-stillinger, skriver Lee A. Klaskow.
Forventningerne til den globale efterspørgsel efter containershipping kan ifølge Bloomberg Intelligence blive lavere, hvis Donald Trumps toldkrig fører til langvarige handelsspændinger og inflationspres.
Yderligere kan potentielle afgifter på kinesiske skibe komplicere forsyningskæderne og presse omkostningerne ved import op, hvilket vurderes, at begrænse efterspørgslen.