23948sdkhjf

Nordjyllands bedste virksomhed fremstiller sensorer til skibe

Der er noget at fejre hos virksomheden Green Instruments A/S i Brønderslev.

Virksomheden har over de seneste år gennemgået en imponerende vækstrejse, og det fik onsdag aften fornem anerkendelse ved årets udgave af kåringen "Entrepreneur Of The Year". Prisen gives for at skabe vækst og udvikling i kombination med, at entreprenøren også er en rollemodel for den kommende generation. Og i den øvelse er Green Instruments A/S altså tilsyneladende bedst i Nordjylland.

Brønderslev-firmaet udvikler og fremstiller blandt andet sensorer til måling af røggas, vandanalyse og sikkerhedsudstyr til skibe. De leverer udstyr til en bred vifte af både landbaseret og maritim industri.

Titlen som regionsvinder i Nordjylland betyder, at folkene fra Brønderslev samtidig er nordjysk repræsentant i landsfinalen, der afvikles 21. januar.

I onsdagens regionsfinale fik Green Instruments A/S konkurrence af fire andre nordjyske virksomheder - Arne Andersen Vrå A/S, Drinx ApS, Luksusbaby A/S og Smart Lift A/S.

Men det blev altså Green Instruments A/S, der løb af med sejren - og det blev begrundet på følgende måde af juryen:

- Dette års vinder i Region Nord er stærkt innovativ i sin produktudvikling, og virksomheden har skabt flotte vækstrater. Juryen peger på, at der her er tale om en stærk fortælling, godt købmandskab og et forbillede på entreprenørskab. Juryen lægger også vægt på, at dette års vinder har gjort det flot internationalt, og at virksomheden er med til at reducere en væsentlig klimabelastning. Entrepreneuren har i høj grad formået at tiltrække de rette medarbejdere og skabe et godt arbejdsmiljø og engagerer sig samtidig aktivt både lokalt og internationalt inden for branchen, lød det fra jurymedlem Claus Christensen, der samtidig er adm. direktør i HCH A/S.

På grund af coronasituationen blev prisoverrækkelsen afviklet digitalt - men efter kåringen af Green Instruments A/S blev direktør Oluf Sigh ringet op for en umiddelbar kommentar:

- Kom det bag på dig, at I vandt, spurgte TV 2 News-værten Charlotte Beder, der var konferencier ved showet.

- Naarrj, det vil jeg ikke sige. Vi havde da nok en anelse, for vi har gjort det godt i 2019 med en rigtig god omsætning. Vi har været innovative og har haft de rigtige produkter til det marked, vi har været i, lød det fra Oluf Sigh, der ikke lagde skjul på, at det dog også har krævet mod i processen.

- Vi har turdet udvikle produkter - også selvom der ikke lige var et marked til dem, da vi startede, fortalte han.

I selve hovedkonkurrencen skal Green Instruments A/S op imod de andre regionsvindere. Det er SkatePro ApS (Midtjylland), Nic. Christiansen Gruppen A/S (Syd- og Sønderjylland), Carl Hansen & Søn A/S (Fyn), European Energy A/S (København) og Gubra ApS (Sjælland).

- Det er en grundig gennemgang og lange diskussioner i den uafhængige jury, der ligger bag kåringen af både finalister og vindere. I hele landet er der dygtige virksomhedsejere, som gør en forskel, og vi ser frem til en rigtig spændende landsfinale, der samler de bedste, siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for Entrepreneur Of The Year i Danmark.

Vinderen af landsfinalen skal repræsentere Danmark i EY World Entrepreneur Of The Year. Alle finalisterne er desuden i spil til at vinde kategorierne "Innovation", "Sustainability" og "Muligheder i modgang". Ved landskåringen findes også vinderne i specialkategorierne "Social Entrepreneurship – Future Impact", "Life Sciences" - og altså også startup-kategorien.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Green Instruments også i 2019 opnåede hæder i konkurrencen. Ved den lejlighed hjemtog Brønderslev-virksomheden ved landsfinalen af Entrepreneur Of The Year sejren i kategorien "Innovation".

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126