23948sdkhjf

Containerrekord på Fredericia Havn

Der er gang i søtransporten af containere til og fra den jyske østkyst. Mindre end en uge efter, at Aahus Havn nåede all-time-high på containere, kan den sydligere beliggende havn i Fredericia offentliggøre samme nyhed.

Fredericia Havn kommer igennem 2020 med en rekordstor aktivitet på containerforretningen, skriver havnen i en meddelelse.

Som feederhavn for de store rederier ligger Fredericia Havn centralt i den sydlige transportkorridor med kort transittid mellem de store europæiske havne. To nye feederruter er åbnet i 2020, og det kan mærkes på volumen.

Forventningerne til årets samlede containermængder er nået med udgangen af november måned, som i øvrigt også blev årets rekordmåned på TEU (En TEU svarer til en standard 20-fods container).

Største måned nogensinde

Med i alt 9.669 TEU i november måned bliver det den største containermåned nogensinde på Fredericia Havn. Oktober måned lå ligeledes rekord højt med samlet set 8.489 TEU.

Stigende containermængder skal bl.a. ses i lyset af, at Fredericia Havn i år har fået to nye feederruter fra CMA CGM og X-Press Feeders. Med i alt 6 faste, ugentlige feederanløb er rutenettet mellem de store europæiske havne som Bremerhaven, Antwerpen og Hamburg styrket til gavn for erhvervslivet i området.

Bagland trækker gods til

Fredericia Havn ligger centralt i forhold til et stort opland af industrivirksomheder samt én af Danmarks største erhvervsklynger for transport og logistik. Havnen har direkte forbindelser til bl.a. Hamburg Havn, og med den korte sejltid er import via containere et miljørigtigt og attraktivt alternativ til lastbiltransport for virksomheder i Syddanmark og på Fyn.

Potentialet for yderligere vækst for containeraktiviteterne på Fredericia Havn påvirkes også positivt af udviklingen af baglandet, hvor især Taulov Dry Port trækker virksomheder og mere gods til området. Med stigende landbaserede logistikaktiviteter i området forventes import og eksport fra danske virksomheder at øges med deraf øgede mængder af containere via Fredericia Havn.

Forventer øget trafik i 2021

Der er allerede nu forventninger til, at den stærke udvikling i containerindustrien, som man har set i de seneste måneder af 2020, yderligere vil styrke Fredericia Havn i 2021.

Flere rederier har vist interesse i enten at genoptage servicen fra Fredericia Havn eller at indsætte yderligere anløb i starten af 2021. En udvikling som forventeligt vil have en positiv påvirkning af containermængderne, skriver havnen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105