23948sdkhjf

Rejseregler for søfolk lempes i dag

Mandag morgen kl.06.00 trådte en række tiltag og lempelser i kraft, som har betydning for rejsende søfolk og folk i maritime eksporterhverv.

For det første betragtes alle forretningsrejser til udlandet som nødvendige.

Derudover bliver det muligt at tage en kviktest umiddelbart efter hjemkomst til Danmark. Hvis testen er negativ, kan man gå tilbage på arbejde.

Udenrigsministeriet etablerer en webbaseret hotline for virksomheder, der har konkrete spørgsmål til f.eks. indrejserestriktioner, karantæne, krav til test mv i et givent land. Virksomheder kan fremover rette direkte henvendelse med spørgsmål og vil indenfor 24 timer blive kontaktet af en medarbejder med svar.

Der er også en række initiativer med et lidt længere perspektiv, oplyser Udenrigsministeriet. Det er blandt andet en forstærket indsats for at sikre lettere fysisk adgang til udvalgte eksportmarkeder, hvor indrejse for danske erhvervsrejsende er meget vanskelig eller er underlagt skrappe krav såsom en lang karantæneperiode. 

Covid19-pas skal udbredes

Herudover vil Udenrigsministeriet arbejde for bredere international udbredelse af det danske Covid19-pas, som blandt andre brancheorganisationen Danske Maritime har efterspurgt flere gange, så det anerkendes som officiel dokumentation for, at man har fået foretaget en negativ test i Danmark før afrejse.

Skibsfartens brancheorganisation Danske Rederier er især glade for den nye hotline.

- I skibsfarten er vi afhængige af, at vores søfolk kan rejse til og fra skibene, så alle tiltag, der gør erhvervsrejser lettere, er vi selvfølgelig glade for. Det er specielt hotlinen og hjælp til at gennemskue de mange og hyppigt skiftende regler i forskellige lande, der er brugbar for os, siger adm. direktør Anne H. Steffensen, Danske Rederier.

Rederiet Ziton modtager med kyshånd

Organisationen fremhæver det danske rederi Ziton. Det har under corona-pandemien løst opgaver med vedligehold af havvindmøller mellem Wales og Irland. Senest betød UKs særlige restriktioner rettet mod danskere, at besætningsskifte i UK var lukket helt ned.

- Det har været et besværligt år for vores søfolk at rejse rundt i verden. Vi er afhængige af at kunne planlægge et stykke ud i fremtiden for at holde vores skibe på vandet, og det vanskeliggøres af skiftende og uklare regler for indrejse. Enhver indsats, som klargør reglerne for erhvervsrejser i den her besværlige tid, modtager vi med kyshånd, siger Thorsten Jalk, adm. direktør i Ziton i en nyhed fra Danske Rederier. 

Kilde: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsmin...

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125