Forsvarsminister skal drøfte pirateri i Guinea-bugten med reder-formand
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) mødes i morgen Jakob Meldgaard, der både er CEO i Torm og formand for Danske Rederier, for at drøfte problemerne med pirateri i Guinea-bugten og angrebet på det danske handelsskib 'Torm Alexandra' i forrige uge.
Det skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse.
Det er kun er godt en uge siden, at Trine Bramsen mødtes med Danske Rederier for at drøfte sikkerhedssituationen for handelsflåden, men ministeren fortsætter allerede nu dialogen med branchen.
- Vi vil som branche meget gerne bidrage til, at vi kan få skabt bedre sikkerhed i området. Det er uholdbart, at det skal være så risikabelt at sejle i området, så jeg er glad for, at ministeren arbejder for at finde opbakning til en styrket international indsats i Guinea-bugten. Det ville være et vigtigt bidrag til øget sikkerhed, siger Jacob Meldgaard i meddelelsen.
Guinea-bugten har oplevet en markant stigning i piratangreb og kidnapninger de seneste år. Ifølge International Maritime Bureau (IMB) var der i 2019 121 kidnapninger i området, og for tiden sker 95 pct. af alle kidnapninger til søs i Guineabugten.
Et af de seneste angreb havde 'Torm Alexandra' som mål. Selvom besætningen på tankskibet før angrebet gjorde, hvad den kunne for at afværge det, lykkedes det piraterne at komme ombord.
De 20 besætningsmedlemmer måtte derfor – helt i tråd med sikkerhedsproceduren – søge sikkerhed i et ’safe room’ og slå alarm. Et skib fra den italienske flåde reagerede og kom til assistance og kunne konstatere, at piraterne var flygtet igen.
Læs mere: Besætning flygtede i sikkerhed: Pirater boardede Torm-skib