23948sdkhjf

Anklager kræver fængsel til Bunker-topchef for brud på sanktioner

Anklagemyndigheden kræver, at direktøren i Bunker Holding bliver idømt en fængselsstraf for at have solgt jetbrændstof, der endte i russiske bombefly under borgerkrigen i Syrien. Det skriver DR og Avisen Danmark efter at have fået aktindsigt i anklageskriftet.

Det er direktør Keld R. Demant, som risikerer fængselsstraf, hvis han kendes skyldig. Også selskabet Bunker Holding samt datterselskabet Dan-Bunkering er tiltalt i sagen, og anklageren går efter en bødestraf til virksomhederne.

Ifølge tiltalen har Dan-Bunkering 33 gange i 2015-2017 solgt jetbrændstof til russiske selskaber, hvorefter brændstoffet blev leveret til Syrien i strid med EU's sanktioner.

Det har tidligere været fremme, at Dan-Bunkering skal have handlet med det russiske selskab Maritime, som ifølge Ruslands udenrigsministerium har haft ansvaret for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Via mellemled blev jetbrændstoffet leveret forskellige steder i Middelhavet og i sidste ende sejlet til en ukendt modtager i Port Banias i Syrien. I alt skal selskabet have leveret 172.000 ton jetbrændstof til en samlet værdi af cirka 647 millioner kroner til det borgerkrigshærgede land.

Koncernen skulle ifølge Statsadvokaten for Særlig International og Økonomisk Kriminalitet (Søik), der i daglig tale kaldes Bagmandspolitiet, have fået en fortjeneste på mindst 18 millioner kroner. Det beløb vil Bagmandspolitiet have konfiskeret.

Anklagemyndigheden mener ifølge DR, at moderselskabet Bunker Holding medvirkede i otte af handlerne, selv om selskabet vidste eller bestemt havde en formodning om, at jetbrændstoffet skulle til Syrien.

Bunker Holdings rolle var blandt andet at vejlede Dan-Bunkering og yde kredit og administrativ støtte, fremgår det af anklageskriftet.

Direktøren er anklaget for at have medvirket til handlerne uden særligt skærpende omstændigheder. Han skulle også have vidst eller bestemt haft en formodning om, at jetbrændstoffet skulle til Syrien.

Det er ikke oplyst, hvor lang en fængselsstraf anklagemyndigheden går efter.

Bunker Holding understreger i en mail til Ritzau, at selskabet har fuld tillid til Keld R. Demant som direktør for Bunker Holding og bestyrelsesformand i Dan-Bunkering. Selskabet skriver, at det er overrasket over, at der er rejst tiltaler i sagen.

- Keld R. Demant har ikke været involveret i de omtalte handler, og han kan derfor heller ikke gøres ansvarlig herfor. Vi mener desuden ikke, at virksomheden har overtrådt EU-sanktionerne, skriver selskabet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157