23948sdkhjf

Torm lander spinkelt overskud i tredje kvartal

Produkttankrederiet Torm har haft et svært tredje kvartal med et overskud på 1 mio. dollar før skat

Det blev lige akkurat til et overskud for Torm i årets tredje kvartal.

Det viser selskabets kvartalsregnskab, der kom onsdag morgen.

Omsætningen i tredje kvartal 2020 er 163,7 mio. dollar svarende til 1 mia. kr. og overskuddet i tredje kvartal lyder på 0,6 mio.dollar svarende til 3,8 mio. kr. Til sammenligning var omsætningen 146,7 mio. dollar i 2019 svarende til 926 mio.kr. Derudover havde selskabet i tredje kvartal 2019 et underskud på 9 mio dollar svarende til 57 mio. kr.

Ifølge Torms adm. direktør, Jacob Meldgaard, er det fjerde kvartal i streg, at selskabet har overskud.

Det lille overskud kommer i et marked, der ifølge Jacob Meldgaard har været i en ubalance og "et kraftigt træk på olielagrene".

- Jeg er overbevist om, at Torms stærke operationelle platform og solide finansielle nøgletal har positioneret selskabet til at operere i det for tiden usikre produkttankmarked, hvor hovedindikatoren for den fremtidige udvikling bliver timingen for, hvornår olieefterspørgslen vender tilbage og den heraf følgende normalisering af oliemarkedet, siger topchefen i regnskabsmeddelelsen.

Torm
mio. dollar  3. kvt. 2020 3. kvt. 2019
Nettoomsætning 163.7 146.7
Bruttofortjeneste 62.8 42.7
EBITDA 43.4 32.0
EBIT 12.4 2.1
Kvartales resultat 0.6 -9.0
Egenkapital 1,051.6 851.8
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2020

Rater falder i fjerde kvartal

Torms skibe sejlede i tredje kvartal med TCE-rater på gennemsnitligt 16.762 dollar om dagen. Det var en forbedring på mere end 3000 dollar i forhold til samme periode sidste år, fremgår det af meddelelsen.

I fjerde kvartal har Torm indtil videre set raterne falde i forhold til tredje kvartal.

Ifølge regnskabet er "den aktuelle usikkerhed på produkttankmarkedet fortsat drevet af den hastige normalisering af udbud og efterspørgsel på oliemarkedet".

Købt og solgt skibe

Torm har i tredje kvartal solgt to skibe, der begge blev bygget i 2002. Derudover er tre tidligere solgte skibe leveret til nogle nye ejere.

Produkttankrederiet har senest købt to MR-skibe fra 2010 for i alt 36,6 mio. dollar. De forventes at blive leveret i november i år samt i starten af næste år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.18