23948sdkhjf

Hormuz-operation kommer under dansk ledelse

Danmark overtager i første halvår 2021 den formelle ledelse af det militære spor i den fælles europæiske mission Emasoh. Den danske ledelse af missionen sker som en naturlig forlængelse af Danmarks engagement i Emasoh i 2020, hvor Danmark har bidraget med fregatten 'Iver Huitfeldt' samt et mindre stabsbidrag og samtidig har overtaget ledelsen af missionens diplomatiske spor.

Siden oprettelsen af missionen i februar 2020 har Frankrig haft kommandoen. Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod er Dannebrog dog allerede blevet synonym for "sikkerhed, stabilitet og retten til fri sejlads" i Hormuz, og så følger der et ansvar med, når har rang af verdens femtestørste søfartsnation. 

- Bidragene har været særdeles værdsat af de øvrige europæiske partnere, og derfor ligger overtagelsen af kommandoen for den maritime mission i naturlig forlængelse heraf. Det er en vigtig opgave, Danmark nu tager på sig, siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

Læs også: 'Torm Alexandra' angrebet i Guinea-bugten

Det danske bidrag bliver placeret på den franske flådebase Camp Al Salam i Abu Dhabi. Der vil soldaterne udgøre kernen i hovedkvarteret, som har kommandoen over de indsatte skibe og fly i operationsområdet, der blandt andet omfatter Hormuz-strædet. 

I Danske Rederier er der ros for viljen til at beskytte handelsflåden. Samtidig gør adm. direktør Anne H. Steffensen opmærksom på, at den største sikkerhedsmæssige hovedpine for den danske handelsflåde ligger et helt andet sted. 

- 90 pct. af verdens kidnapninger til søs sker i Guineabugten, og derfor er det klart det geografiske område, der bekymrer os mest. En internationalt koordineret indsats med militær deltagelse af Danmark i området kan være en af løsningerne til bedre sikkerhed, siger Anne H. Steffensen i en pressemeddelelse.

Læs også: Ekspert: Skibsfarten er et af Irans bedste kort

Emasoh har til formål at beskytte navigationsfriheden ved at overvåge skibstrafikken samt medvirke til at nedtrappe spændinger i Hormuz-strædet, hvor 150-170 danske skibe hver måned passerer på vej til eller fra Den Persiske Golf.

Oprettelsen af Emasoh skete i forlængelse af de eksplosioner og tilbageholdelser, der skete i Hormuz-strædet i sommeren 2019. Foruden det militære spor er der et parallelt diplomatisk spor, der ledes af den danske ambassadør Julie Pruzan-Jørgensen i rollen som senior civilian representative.

Foruden Danmark og Frankrig indgår Belgien, Grækenland, Holland, Italien, Portugal og Tyskland som partnernationer i Emasoh.

Se også: VIDEO: 'Iver Huitfeldt' gør klar til Hormuz-operation

I Forsvaret er der ros fra ministeren til besætningen på udsendte 'Iver Huitfeldt'.

- Vores besætning på fregatten 'Iver Huitfeldt' i Hormuz-strædet leverer en et stærk og vigtig indsats for at sikre retten til fri sejlads. Det oplevede jeg selv, da jeg besøgte dem i oktober. Danmark får ros fra vores samarbejdspartnere for vores høje faglighed og store professionalisme. At Danmark nu overtager den militære ledelse for missionen understreger med alt tydelighed respekten fra vores allierede, siger forsvarsminister Trine Bramsen i pressemeddelelsen fra Udenrigsministeriet. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141