GALLERIET: Kieler-kanalen er Nordeuropas lokale smutvej
Læs Michael Brauner Clausens beretning om Nord-Ostsee-Kanal. Den fylder nu 125 år - og den er still going strong
5
Billeder
’Alexander B’. Ejet af tyske T. Schepers, 18.530 TDW. ’’Hjemmehørende’’ under tyskernes yndlingsflag, Antigua og Barbuda. ?Foto: Michael Brauner Clausen
Som ung sømand midt i 1970’erne var jeg igennem en enkelt gang med svenske Transatlantic’s "Arizona" på vej mod Vestafrika. Jeg var kun 15 år og var messedreng i officersmessen. Jeg havde fået ekstra fri mellem 2. og 3 real; rektoren havde stor interesse for ’’koffardifart’’. Siden er man blot kørt henover på motorvejsbroen på 7/E45 på vej sydpå, men med en Corona-aflyst tur til England, var dette et oplagt valg for én med sit livsforløb i det maritime.
Der er to store genvejskanaler i verden. Suez-kanalen, som blev indviet i 1869, er den, der sparer skibene mest: op til ca. 5200 sømil. Panama-kanalen blev først indviet i 1914, efter at Frankrig var startet i 1881 og amerikanerne senere gjorde arbejdet færdigt. Den giver en besparelse på op til 3500 sømil. Suez-kanalen besejles årligt af godt 18.000 skibe (2018) og Panama-kanalen af godt 12.000.
Mange skibe
Kieler-kanalen sparer gennemsnitligt kun skibsfarten for ca. 300 sømil, men - hold nu fast - blev passeret af 28.797 skibe i 2019. Trods den begrænsede besparelse er det altså verdens mest befærdede kanal, om end på antal og ikke tonnage. En del af forklaringen skal findes i, at man undgår Nordsøens storme. De mindre container-feeders, med høje stakke på dækket, som vel er det største brugersegment, er ikke verdens mest egnede til hårdt vejr, og mange af dem går mellem Rotterdam / Hamburg og havne i Østersøen. Antallet af passager må dog blive mindre i 2020, da krydstogtskibene jo ikke har været aktive siden marts. Det var ærgerligt ikke at se kategorien af mindre krydstogtskibe, så som Hapag-Lloyd’s ’’Europa’’ eller måske endda "drømmeskibet" "Deutschland". Det blev så kun til et billede i den "Festschrift Journal", der er udgivet ifm. jubilæet.
Kaiser-Wilhelm-Kanal
Kanalen hed først Kaiser-Wilhelm-Kanal efter initiativtageren til projektet. Kejseren lagde den 3. juni 1887 "grundstenen" til kanalen.
Indtil krigen i 1864 gik Danmarks grænse jo ved Ejderen, som flere steder ligger klods op ad kanalen. Der havde allerede op til krigen været tale om at grave en ny kanal, så Tyskland blev ’’uafhængig af lille Danmark’’.
Der var op til 9000 mennesker beskæftiget med byggeriet, til en timeløn på ned til 30 pfennig. Der blev fjernet 80 mio. kubikmeter jord. Flere steder skulle det i den vestlige del transporteres henover marskland, hvilket gav vanskeligheder, og nærmere Kiel i øst måtte man flere gange krydse den allerede eksisterende Ejder-Kanal. Otte år senere, den 21. juni 1895, blev kanalen indviet af kejserens sønnesøn, Wilhelm II. Efter udvidelse 1907-14 er den nu 102 m. bred og 11 m. dyb. Længden har hele tiden været 98,6 km.
Høj byggepris
Byggeprisen beløb sig til 156 mio. Mark - hvilket for den slags projekter var atypisk derved, at det holdt sig indenfor budgettet - mens udbygningen i 1914 kostede 242 mio. Mark! I dagens penge taler vi selvsagt om mange mia. Men udover anlægsomkostninger var der den bagside af mønten, at Slesvig blev effektivt adskilt fra Holsten, så der måtte laves mange muligheder for passage. I dag er der 10 broer, heraf to motorvejsbroer og to rene jernbanebroer. Den ene er den ikoniske bro ved Rendsburg, hvorunder der også er en svævefærge, der hænger i kabler. Den er desværre midlertidigt ude af drift, så jeg fik ikke prøvet dette "luftskib". Der er dog også både en biltunnel og en fodgængertunnel ved Rendsburg og dertil kommer flere almindelige små færgeoverfarter langs kanalen. Alt er gratis at benytte, og udgifterne dækkes af indtægterne fra kanalen.
Lodspligt
Der er lodspligt for større skibe, og gennemsejlingen styres effektivt fra lodsstationerne i Brunsbüttel og Kiel. Der er også en station ved Rüsterbergen, omtrent midt på, og der skifter man lods, således at nogle tager den vestlige halvdel og andre den østlige. Det hus, vi havde lejet, var nabo dertil, så med app’en Shipfinder kunne man let holde øje med, at skibe nærmede sig, og gå ud og se passagen og lodsskiftet - når vi ikke var ude og se andre ting: Der ligger et fint søfartsmuseum (Schifffahrtsarchiv) i Rendsburg. Det blev skabt af rederiet Karl Schlüter - i et fint gammelt hus fra 1697 - med fokus på lokale rederier og skibsfart - af Karl Schlüters søn, Jens-Peter Schlüter, inden han blev syg og døde i 2010. Han inviterede andre rederier til at bidrage med modeller og memorabilia. Rederiet Karl Schlüter var dog ikke noget småt og lokalt. Efter at være startet med de fine små coaster-typer, bygget på bl.a. J.J. Sietas og det lokale Nobiskrug Werft, udviklede det sig til at have store containerskibe, som man udchartrede til både Mærsk Line og andre store operatører. Ved Rendsburg ser man i øvrigt også tydeligt fra motorvejsbroen Lürssen værftet, som bygger de ekstremt dyre super-yachts (heraf nogle til folk, som nok ikke har tjent pengene udelukkende ved hæderligt arbejde, f.eks. visse af de russiske oligarker).
Seks klasser
Tilbage til trafikken og lodsningen på kanalen. Der er præcise regler for sejladsen. Skibene inddeles i seks klasser mellem 55 m. og 210 m. længde. Hvis skibene har en større bredde end klassens standard skal længden være mindre - eller de kommer op i en højere gruppe. Skibe med farlig last i gruppe 1 og 2 rykkes 1-2 grupper op. Maksimum dybgang er 9,5 m. Udover lods skal de største skibe have rorgænger fra land. Passage af skibe i modsat retning kan ikke ske alle steder; kun på steder med udvidet bredde, og der kan beordres fortøjning ved duc d’alpes på disse steder alt efter lodsstationens vurdering af bedste afvikling af den øst- og vestgående trafik.
Der kan naturligvis siges meget mere om kanalens historie i de 125 år, men det må interesserede finde andetsteds, f.eks. på dens hjemmeside, www.nok-sh.de , hvor man også kan rekvirere ovennævnte jubilæumsmagasin. Det allerbedste for skibsnørder er at tage en lille ferie dernede. Den lejlighed, vi havde lejet, var som sagt nabo til lodsstationen og hedder faktisk Das Lotsenhaus. Vi havde grundplanet på 80 m2, og så er der 1. salen på 40 m2. Huset ejes af en skønt beliggende campingplads, Bootsmann, med restaurant godt 10 km væk, direkte til bredden af Ejderen. Se deres hjemmeside bootsmann-lodge.de.
Et par dage i Lübeck
Vi endte med et par dage i Lübeck, som jo også emmer af både maritim og anden historie. I modsætning til Kiel blev den ikke ødelagt under 2. Verdenskrig.
Her kan det anbefales at spise på Schiffergesellschaft, som har rødder tilbage til 1300-tallet som en forening for lokale skippere og redere.
For nogle år siden blev det til en offentlig restaurant. Det minder om en engelsk "club". Man kommer først ind i et - ret dunkelt, stort - lokale med mahogni og masser af sejlskibsmodeller hængende fra loftet. Et andet meget stort lokale har en pompøs udstråling af restaurant med hvide duge. Vi fik en udmærket Kalbsleber mit Stampskartoffeln, i glasset Spätburgunder. Man går aldrig sulten fra bordet i Tyskland.
