23948sdkhjf

Bøje gør grøn strøm langt grønnere offshore

Maersk Supply Service og Ørsted sammen om at bane vejen for ren el-drift af skibe under standby på havmølleparker samt for eldrevne CTV’ere

Allerede fra næste år bliver det muligt for skibe på en af Ørsteds havmølleparker at koble op på ”landstrøm” offshore, direkte fra parkens interne power-grid. Det er Maersk Supply Service, der er bag udviklingen af en prototype-kombineret fortøjnings- og opladningsbøje til brug på offshore vindmølleparker.

Projektet gennemføres i et samarbejde med danske Ørsted, der er verdens største aktør inden for havvind, og som har fået ansvaret for den del af projektet, der involverer integrationen af bøjen i havmølleparkens power-netværk.

Maersk Supply Service har i de senere år øget sit strategiske fokus på offshore-vind som supplement til rederiets udgangspunkt i offshore olie- og gas-sektoren.

CTV’ere og SOV’ere

Ifølge det danske offshorerederi er den nye type bøje målrettet specielt to fartøjskategorier, der anvendes på havmølleparker. Dels CTV’er (Crew Transfer Vessels), der anvendes til persontransport enten internt eller til og fra parken. Og dels større specialskibe som SOV’ere (Service Operation Vessels) eller andre store skibe, der i perioder skal ligge standby på sitet.

Netop i disse år er der startet en elektrificering af CTV’ere. En kommende generation af disse fartøjer vil med den nye bøje kunne oplade ud på sitet i de perioder i døgnet, hvor der skal ligges standby. Dermed øges aktionsradiussen på ren el-drift for el-hybride CTV’ere, der ellers kun kan oplades i basehavnen i land.

Større skibe som SOV’ere, kabellæggere og subsea-survey-skibe vil normalt ligge standby på sitet ved hjælp af deres DP-systemer (Dynamic Positioning). Dette kræver imidlertid en kontinuerlig strømproduktion ombord fra generatorset til at drive thrusterne, som fastholder skibet på den givne position.

360 grader

- Opladningsbøjen takler en hel række af problemstillinger samtidigt. Den sænker emissionerne, tilbyder et sikkert fortøjningssted på sitet, øger power effektiviteten og eliminerer motorstøj på skibene. Det er en løsning, der kan implementeres i en globalt, og kan bruges bredt ud i den maritime industri i udviklingen frem mod hybriddrift og elektrificering, udtaler Jonas Munch Agerskov, adm. direktør Offshore Renewables hos Maersk Supply Service.

Han suppleres af Mark Porter, Senior Vice President og Head of Operations hos Ørsted Offshore:

- Vi har hos Ørsted opsat en ambitiøs målsætning om CO2-neutral operation allerede i 2025. Det inkluderer også al operation ude på vores havmølleparker. Teknisk og kommerciel innovation er central i vores evne til at levere reelle, håndgribelige løsninger til at nå vores operationelle ambitioner – og vi har brug for vores partners støtte.

- Derfor er vi glade for at gå sammen med Maersk Supply Service i test af den her innovative opladningsbøje, som bringer os et skridt tættere på en verden, der alene drives på grøn energi, udtaler Mark Porter.

Partnerskab med Vestas

Ørsted oplyser desuden, at de vil fraskrive sig de intellektuelle rettigheder på teknologien, der skal forbinde afladningsbøjen til havmølleparkens power-grid. Dermed håber energiselskabet på en hurtig udbredelse af systemet, når testforløbene er gennemført gennem 2021.

Maersk Supply Service har modtaget 22 mio. kr. i støtte til demonstrationsfasen fra EUDP (Energy Technology Development and Demonstration Programme) under Det Danske Energiagentur. Det er ifølge rederiet et af de hidtil største støttebeløb, der er blevet givet. Hertil skal også lægges midler fra Den Danske Maritime Fond, der er givet i forbindelse med konceptualisering af projektet.

Den danske havvindmølleproducent MHI Vestas Offshore Wind og Maersk Supply Service indgik tilbage i juni 2018 et såkaldt innovationspartnerskab. Det har fokus på udvikling af løsninger og næste-generations teknologi til en bæredygtig energiindustri.

Maersk Supply Services input i samarbejdet er bl.a. i forhold offshore havvinds udfordringer på installations- og logistiksiden. Områder, der er afgørende at have fokus på for at nedbringe omkostningen ved produktion af vedvarende energi til søs i forhold til konventionel energiproduktion.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078