23948sdkhjf

Her er skibet der sendte Beirut i knæ

'Rhosus'. 

Sådan lyder navnet på det skib, som efter alt at dømme er årsagen til, at 2750 ton ammoniumnitrat endte i den libanesiske hovedstad Beirut. En last, som efter at være blevet opbevaret under skæbnesvangre forhold i årevis eksploderede den 4. august ved 18-tiden, hvilket ifølge iagttagere har ført til de største ødelæggelser, som nogen ikke-nukleær eksplosion nogensinde har forårsaget globalt. 

Ifølge det amerikanske medie CNN var 3326 t.dv. store 'Rhosus' på vej fra Georgien til Mozambique i 2013. Da det havde gjorde holdt i Grækenland for at tanke, fik besætningen besked på at sætte kursen mod Beirut, fordi skibets ejer af finansielle årsager var nødt til at tage en ekstra last med for at skaffe midler til turen til Mozambique. 

I Beirut blev skibet dog tilbageholdt af havnemyndighederne på grund af groft sløseri med skibets tilstand, ubetalte havneafgifter og klager fra besætningen af russere og ukrainere, der i løbet af 11 måneder ombord kun havde modtaget få forsyninger. 

- Til sidst blev vi nødt til at sælge brændstoffet og bruge pengene på en advokat, fordi der ikke var nogen hjælp, og ejerne ikke engang forsynede os med mad eller vand, siger den daværende kaptajn på 'Rhosus' Boris Prokoshev nu i et interview med radiostationen Echo Moscow, skriver CNN.

Endte i hangar

Skibets ejer, Teto Shipping ejet af Igor Grechushkin, gjorde ikke mere ved skibet, og besætningen endte med at efterlade det i Beiruts havn. Ifølge CNN viser mail-korrespondance mellem Boris Prokoshev og besætningens advokat Charbel Dagher, at lasten af ammoniumnitrat blev losset i november 2014 og placeret i toldmyndighedernes Hangar 12. 

Siden da har direktøren for den libanesiske toldmyndighed, Badri Daher, seks gange bedt Beiruts juridske myndigheder om lov til at skille sig af med de 2750 ton kemikalier vel vidende, at lasten var farlig. Ammoniumnitrat kan både bruges til at fremstille kunstgødning og sprængstof, og Badri Daher foreslog da også at sælge lasten til den libanesiske hær. Men han fik aldrig svar på nogen af sine henvendelser.

Samme dag, som lasten eksploderede, blev der udført vedligeholdelsesarbejde på en dør til Hangar 12.

- Vi blev bedt om at reparere en af lagerbygningens døre af State Security, og det gjorde vi ved middagstid, men jeg har ingen anelse om, hvad der skete om eftermiddagen, siger Hassan Kraytem, direktør for Beirut Havn, til CNN. 

87 meter lange 'Rhosus' blev bygget i 1986 og sejlede under Moldova-flag.

Læs også: Kaos i Beirut-havn efter kæmpeeksplosion

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.207