23948sdkhjf

Regler skal opdateres efter nabostrid på Lindø

Der er lagt op til revision af en række miljøgodkendelser på Lindø Port of Odense, efter at Kertemindes borgmester Kasper Olesen (S) og formand for miljø- og teknikudvalget Jesper Hempler (SF) er gået ind i sagen om nabostridigheder blandt havnens virksomheder.

Det skriver Fyens.dk.

Stridighederne er blusset op, efter at en række ansatte hos MHI Vestas samt naboer til havnen har taget bladet fra munden og beskrevet, hvordan pletter af maling ødelægger private biler på havnens parkeringsplads og i øvrigt også lander på huden, bygninger og i naturen. Anklagerne lyder på, at pletterne stammer fra skibsmaling hos Fayard. 

Nu er kommunens miljøfolk kommet på sagen, og det nedfaldne maling vil blive analyseret med henblik på at finde ud af, hvor det kommer fra. Desuden vil borgmesteren bede byrådet om en ekstra bevilling på 600.000 kr. til at opdatere miljøgodkendelserne på havnen. 

- Vi kan ikke ændre i forhistorien, men vi kan ændre i fremtiden. Vores undersøgelse af de nuværende miljøgodkendelser på Lindø viser, at de er gode nok, men vi ser også en del med gamle dåbsattester tilbage fra 2012 og 2013. Der er sket meget på miljøområdet siden da. Teknologien kan have udviklet sig. Der er kommet nye naboer til. Derfor vil jeg indstille til økonomiudvalget, at vi får dem ført up to date, siger Kasper Olesen til Fyens.

I Fayard har adm. direktør Thomas Andersen tidligere afvist anklagerne, ligesom han har afvist muligheden for at male skibe under overdækning. Det er endnu uvist, om de lokale myndigheder ender med at stille krav om overdækning. 

- Umiddelbart kan vi ikke bare sætte et krav op om, at der skal bygges en overdækket hal, men det kan være, vi kan kræve, at der bliver dækket af. Det må vi se, når tiden kommer til at forny miljøgodkendelserne, siger Kasper Olesen til Fyens.

Læs mere: Ansatte på Lindø står frem i kritik af Fayard

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094