23948sdkhjf

Atomdrevet russisk ubåd skal igen gennem dansk farvand

Da den 150 meter lange ubåd med plads til 24 missiler sidst skulle forbi Danmark, gik turen gennem Storebælt

Endnu engang skal den atomdrevede russiske ubåd 'Orel' igennem dansk farvand for at deltage i en flådeparade i Sankt Petersborg i juli.

Det fremgår af et interview med kommandøren i den nordlige del af Ruslands flåde, som er bragt i det russiske forsvarsministeriums egen avis.

Det skriver det uafhængige medie The Barents Observer.

Den 155 meter lange ubåd er af Oscar II-klassen. Den bliver drevet af to reaktorer og har plads til i alt 120 besætningsmedlemmer og 24 krydsermissiler.

Den nordlige del af Ruslands flåde holder til i de arktiske have, blandt andet Barentshavet nord for Norge og Rusland. 'Orel' skal dermed rundt om Norge og forbi Danmark for at komme til Sankt Petersborg inde i Østersøen. Det præcise tidspunkt for gennemsejlingen kendes ikke. Men flådeparaden skal finde sted i slutningen af juli.

Da 'Orel' i 2018 var på sin seneste tur igennem dansk farvand, sejlede den gennem Storebælt. Her fik den blandt andet følgeskab af en en missilcruiser, en destroyer og et hjælpefartøj under sin ene tur.

Hvilke fartøjer, der denne gang ledsager 'Orel', vides ikke. Men anti-ubådsdestroyeren 'Viceadmiral Kulakov' skal også til flådeparaden – og dermed igennem dansk farvand, skriver The Barents Observer.

Det er ifølge avisen fjerde år i træk, at Rusland sender atomdrevne ubåde rundt om Skandinavien for at deltage i flådeparaden. I 2018 og 2019 er også det flydende atomkraftværk 'Akademik Lomonosov', atomubåden 'Smolensk' og det atomdrevne civile fragtskib 'Sevmorput' passeret igennem dansk farvand. 'Akademik Lomonosov' var dog ikke lastet med nukleart brændsel.

I år 2000 sank den russiske ubåd 'Kursk', der netop er af Oscar II-klassen, i Barentshavet på grund af en eksploderet torpedo om bord. Alle 118 ombordværende døde dengang.

I interviewet varsler kommandøren i den nordlige del af Ruslands flåde i øvrigt en øvelse denne måned i Barentshavet og omkringliggende farvande, blandt andet ud for Norge. Her ventes 30 skibe, flere ubåde og mere end 20 fly at deltage.

Læs også: ’Otto Hahn’ fik 11 år som atomskib

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.194