23948sdkhjf

Det Blå Danmark sammen om ny klynge

Ny klynge vil arbejde for dansk bæredygtighed, logistik og innovation til søs

En ny klyngeorganisation har set dagens lys. Det er resultatet, efter at en række interessenter i Det Blå Danmark har fundet sammen i en ambition om at gøre Danmark verdensførende inden for bæredygtighed, logistik og innovation til søs.

Organisationen har fået navnet Maritime & Logistics Innovation Denmark – eller Marlog i daglig tale – og indtil en bestyrelse formelt er på plads, varetager Danske Rederiers adm. direktør Anne H. Steffensen rollen som bestyrelsesforkvinde.

FAKTA Maritime & Logistics Innovation Denmark (Marlog)

Ny klyngeorganisation stiftet af:

  • Maritimt Center for Optimering og Drift
  • Fyns Maritime Klynge
  • Maritime Development Center
  • Danske Rederier
  • Danske Havne
  • Danske Maritime
  • Dansk Transport og Logistik

- Kerneopgaven bliver at understøtte de mange dygtige virksomheder og aktører inden for det maritime område og logistik med tværgående projekter, som bidrager til, at Danmark er en førende søfartsnation, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Målet er, at Danmark også i 2030 har et af verdens stærkeste maritime erhverv, som går forrest med at finde vejen til den CO2-neutrale skibsfart. Samtidig har vi integreret logistik som en del af klyngen med henblik på at sikre innovation i hele transportkæden.

Marlog har nu ansøgt Erhvervsfremmebestyrelsen og Uddannelses- og Forskningsministeriet om i alt 16 mio. kroner til indsatsen for maritim innovationskraft og logistikudvikling.  

Blandt bevæggrundene for den nye klynge er blandt andet OECD's forventning om, at der frem mod 2030 vil ske en fordobling af den samlede blå havøkonomi. For at Danmark får sin bid af den kage, er en klog og målrettet maritim indsats afgørende, lyder det fra klyngen, som vil bidrage til at sikre markedsindflydelse, eksport og arbejdspladser ind i fremtiden.

- I arbejdet skal vi både tænke lokalt og globalt. De gode ideer, udviklingen og produktionen sker i høj grad lokalt og giver arbejdspladser herhjemme. Men det store marked for shipping, maritime løsninger og end-to-end-logistik er globalt, og derfor skal vores indsats sikre, at vi også er førende uden for landets grænser, siger Anne H. Steffensen.

Mere konkret vil Marlog fokusere på følgende tre indsatsområder:

  • Ny teknologi og automatisering, fordi det blandt andet rummer mulighed for nye måder at møde kunder, sejle skibene og udnytte big data.
  • Nye klima- og miljøkrav, fordi eksempelvis IMO-kravet om absolut halvering af CO2-udledningerne i 2050 ikke kan nås med eksisterende brændstoffer, teknologi og viden.
  • Nye erhvervsaktiviteter til søs, blandt andet fordi OECD forventer en fordobling af værditilvæksten i den maritime sektor frem til 2030, ikke mindst baseret på nye aktiviteter til søs såsom minedrift, havvind, fiskefarme med videre.

Læs også: Familievirksomheder står stærkt i Nordjyllands maritime klynge

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095