23948sdkhjf

Gyldne tider for godstog fra Kina

Scan Global Logistics sender fyldt godstog fra Kina til Europa.

I øjeblikket er afsendelse af containere med "rail" fra Kina til Europe i kraftig vækst. Rigtig mange virksomheder efterspørger dette, og det mærker man hos Scan Global Logistics, som netop har sendt sit første, helt eget, bloktog fra Kina til Europa.

- Efterspørgslen på godstog ud af Kina er eksploderet efter corona-krisen har holdt sit indtog, forklarer Ulrik Jensen, der er Nordic LCL & Rail Manager hos Scan Global Logistics.

- Det har resulteret i, at vi har ”købt” en hel togstamme og fyldt den med gods til Europa. Toget afgik fra Zhuzhou i det sydlige Kina i lørdags den 28. marts. Det er 16-18 dages transittid, så vi forventer at toget ankommer i Europa den 14. eller 15. april – altså lige efter påske.

Der er tale om et ”block train” med  containere, som alle er disponeret af Scan Global Logistics.

- I dette tilfælde har vi gjort det sammen med en enkelt kunde, som benytter sig af alle containerne, men det kunne lige så godt være, at togstammen bestod af containere til flere forskellige kunder, siger Ulrik Jensen.

- I det aktuelle tilfælde går toget til Duisburg i Tyskland, hvorfra det distribueres ud til slutkundens fabrikker. Det er en tysk kunde, som har efterspurgt muligheden for at få en stor mængde gods fra Kina til Tyskland.

Stigning i volumenerne

- Behovet for at købe sådan et ”block train” har baggrund i den markante stigning i volumenerne fra Kina, forklarer COO Mads Drejer fra Scan Global Logistics.

- Det skyldes først og fremmest, at rederierne har annulleret mange af deres afgange med søfragt fra Kina. Samtidig er luftfragtsraterne steget markant, så jernbanetransport er blevet et ”hit” lige nu som et rigtig godt alternativ. Man sparer alt andet lige et stort antal dage i forhold til søfragt, og man sparer penge i forhold til luftfragt, forklarer Mads Drejer.

Han fortæller også, at det er fjerde gang i år, at Scan Global Logistics er med på sådan et ”block train” – men det er første gang, at man har sat sig på hele toget alene. De andre gange har man haft en del af togstammen.

Pålidelig transportform

Transportmagasinet: Hvor sikker og pålidelig er togtransport fra Kina til Europa?

- Togtransporterne fra Kina til Europa er meget pålidelige, svarer Mads Drejer.

- ”Rail” er gået fra at være mere et nødprodukt for seks-syv år siden til at være et produkt, som virksomhederne rent faktisk planlægger efter.

- Historisk har togtransport været lidt ustabilt, når man for eksempel skulle igennem de gamle østlande; men i dag er det et meget stabilt produkt. Når vi kigger på ”on time,” er det væsentligt mere stabilt end søfragt. De børnesygdomme, der kendetegnede godstransporten på tog for 10 år siden, er for længst væk. I dag er der fri passage hele vejen.

- Der har måske også været en vis usikkerhed fra kundernes side, siger Mads Drejer.

- Mange har måske vidst, at ”rail” eksisterede som en mulighed, men de har valgt det fra, fordi de ikke rigtig har vidst, hvordan man skulle tilgå det; men når først kunderne har prøvet det, forsvinder den usikkerhed meget hurtigt. I dag er ”rail” et fuldstændig standardiseret produkt med faste afgange og transittider.

- Det, vi oplever lige nu, er en kraftig stigning i volumenerne, og det åbner op for nye muligheder som for eksempel dette ”block train”.

Faste afgange

”Rail” er et produkt, som Scan Global har haft på programmet igennem flere år. Der er flere ugentligeafgange fra Kina. Det kan være stykgods som for eksempel fem paller til én kunde eller en hel 40 fods container til en anden kunde.

- Principperne er de samme, som man har på et søfartsprodukt, forklarer Ulrik Jensen.

- Man booker, kører ud og henter godset i containere. Den eneste forskel er, at man indleverer det på en rail terminal i stedet for i en havn. Der er terminaler spredt ud over hele Kina, så man finder selvfølgelig den, der passer bedst i forhold til afsenders location.

Meget få forsinkelser

- Vi oplever meget få forsinkelser på vores ”rail” produkter, supplerer Mads Drejer.

Det er et meget stabilt produkt. Derfor oplever vi flere og flere kunder, som har det som en fast del af deres supply chain.

- Den store fordel er transittiden. Der er cirka 16-18 dage til Hamborg fra de fleste stationer i Kina, og så er der 3-4 dage til den endelig levering til kunden i for eksempel Danmark. Det giver i alt 20-22 dage. Søfragt er oppe på mindst 35 dage.

Transportmagasinet: Er der nogle danske kunder, som benytter sig af dette her?

- Ja. Absolut. Vi har haft masser af kunder i mange år på dette produkt hver eneste uge; men vi håber naturligvis at få flere, slutter Mads Drejer, som tilføjer, at man også kører den modsatte vej - export rail fra Europa til alle terminaler i Kina.

- Vi laster blandt andet egne konsoliderede containere, og tilbyder også 40-fods FCL løsninger. Transit-tiden fra Hamborg til Kina er 16-18 dage.

- Vi oplever for øjeblikket også en stigende efterspørgsel på dette produkt, blandt andet fordi corona-situationen har gjort eksport luftfragt markant dyrere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078