23948sdkhjf

Forsvarskommandoen hæver sikringsniveau i Guinea-bugten

Efter flere alvorlige piratangreb på handelsskibe i Guinea-bugten hæver Forsvarskommandoen nu sikkerhedsniveauet niveau to

Guinea-bugter ud for det vestlige vestafrika har igennem længere tid været det ubetinget mest piratplagede farvand i verden, og efter en række kidnapninger og forsøg herpå har Forsvarskommandoen valgt at hæve sikringsniveauet for området fra niveau et til to.

Det oplyser Danske Rederier i en pressemeddelelse.

Myndighederne peger i deres trusselvurdering på, at der er en høj risiko for piratangreb med fortsat risiko for kidnapninger, og ikke mindst at piraterne nu opererer i et større område end tidligere.

Derfor er der behov for, at skibene i området implementerer sikringsforanstaltninger, som besværliggør piratoverfald. Det er en beslutning, som falder i god jord hos Danske Rederier, som igennem længere tid har slået på tromme for et øget fokus på sikkerhedssituationen i Guinea-bugten. 

- Vi er stærkt bekymrede over situationen i Guinea-bugten, og derfor glæder det os, at sikringsniveauet bliver hævet. Det viser, at myndighederne ser med alvor på sikkerhedssituationen i området, siger Maria Skipper Schwenn, direktør for sikkerhed, miljø og maritim forskning i Danske Rederier, i pressemeddelelsen.

Må hjælpe lokalt

Hun forklarer, at det er en svær opgave at øge sikkerheden ud for Vestafrika, men at situationen i området kan kun blive bedre, hvis der kommer politisk opbakning til en øget international indsats.

- En EU-koordineret tilstedeværelse med deltagelse af Danmark kan være en del af løsningen, men vi må også hjælpe landene i Guinea-bugten med kapacitetsopbygning og uddannelse, så de på længere sigt bliver bedre til at overvåge og beskytte deres farvande, siger Maria Skipper Schwenn.

Det forhøjede sikringsniveau betyder i praksis, at danske skibe i området vil være forpligtet til at implementere de tiltag, der står i deres fortrolige sikringsplan. Her kan blandt andet være tale om skærpet udkig, fysiske forhindringer som eksempelvis pigtråd, aflåsning eller øgede runderinger.

I praksis medfører det øgede sikringsniveau dog sjældent konsekvenser ude på skibene, fordi rederierne i forvejen er bevidste om risikoen og derfor allerede tager de forholdsregler, der bliver anset som nødvendige.

Sidste år blev der kidnappet 121 personer i Guinea-bugten. Det svarer til 90 pct. af verdens kidnapninger til søs. Formålet for piraterne er at kræve løsepenge fra rederier og familier. I gennemsnit befinder der sig omtrent 40 danskopererede skibe i Guinea-bugten.

Som Søfart tidligere har skrevet, gælder sikringsniveau 2 allerede i Hormuz-strædet samt Bab el-Mandeb-strædet, der forbinder Det Røde Hav med Aden-bugten.

Læs mere: Danmark hæver sikringsniveauet for skibe nær Iran

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109