23948sdkhjf

Esbjerg Havn bruger 120 mio. kroner på corona-støtte

Andre danske havne bør følge det gode eksempel, lyder det fra Danske Shipping- og Havnevirksomheder.

I Esbjerg Havn er man nu på banen med sin helt egen hjælpepakke til havnens kunder, hvoraf mange er – eller har udsigt til snart at blive – ramt økonomisk på grund af coronakrisen.

I alt bringer havnen nu 120 mio. kroner i spil for at bakke op om virksomhederne på havnen og støtte op om de mere end 17.000 arbejdspladser, som er direkte afhængige af aktiviteterne på havnen. 

Af de 120 mio. kroner har de 81 mio. kroner at gøre med udbud- og anlægsarbejder, der nu bliver fremskyndet. Desuden betyder tiltagene, at havnens kunder i den kommende tid ikke skal betale vareafgifter for gods på havnen, før det det bliver udskibet eller på anden måde forlader havnen. Kunderne kan nu også uden varsel opsige arealer, de ikke anvender, og betalingsfristen for arealleje er forlænget til 120 dage. 

Endelig er skibsafgiften for linjetrafik indtil 1. oktober reduceret med 50 pct. i forhold til de gældende takster.

- Det betyder jo reelt, at ingen af vores kunder skal betale noget til os lige nu og her, så det er et tilskud til deres likviditet, siger Dennis Jul Pedersen, der er adm. direktør på Esbjerg Havn. 

Flere bør følge

I Danske Shipping- og Havnevirksomheder er sekretariatschef Jakob Svane imponeret over tiltagene fra Esbjerg Havn. 

- Det er et super vigtigt signal om, at havnen forstår situationens alvor og udviser samfundssind ved at understøtte det erhvervsliv, der er afgørende for, at havnen også har en forretning, siger han.

Ifølge sekretariatschefen er det kun set en enkelt gang tidligere, at en dansk erhvervshavn har sat taksterne ned for at understøtte sine kunder. Det skete, da Aarhus Havn efter finanskrisen kørte med lavere priser i et år.

I den aktuelle krise har udenlandske havne i Stockholm og Hamborg ligesom Esbjerg Havn taget skridt til at understøtte sine kunders forretning, og Jakob Svane håber, at flere danske havne vil følge Esbjergs eksempel. 

- Det synes jeg bestemt, at de bør overveje, siger han og tilføjer, at mange danske havne i kraft af deres offentlige ejerskab er godt polstrede til at modstå et finansielt tryk – i modsætning til mange af de kunder, som havnen skal leve af. 

- Der er et ekstremt pres på både likviditet og omsætning i mange virksomheder rundt omkring, siger han. 

Beslutningen i Esbjerg er truffet i havnens bestyrelse og i samarbejde med havnens advisory board. I sidstnævnte forklarer formand Søren Stougaard, der til daglig er general manager i Blue Water Shipping, at havnens hjælpepakke gør en stor forskel. 

- Ethvert tiltag er vigtigt for at støtte op om de trængte virksomheder. Blandt andet har rederierne det svært, og det er en hjælpende hånd til DFDS, Grimaldi, Cobelfret og Sea Cargo, der sejler fast til og fra Esbjerg Havn, siger han i en pressemeddelelse.

Læs også: Esbjerg-leverandør frygter slag fra to fronter

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093