23948sdkhjf

El-færgen ’Ellen’ er nomineret til dansk designpris

E-ferry-projektet anerkendes nu også uden for søfartsbranchen med nominering til Danish Design Award

Det ærøske E-ferry-projekt med el-færgen ’Ellen’, der sidste år blev indsat mellem Søby og Fynshav, er blevet nomineret til årets Danish Design Award 2020, som kåres ved en prisuddeling 2. juni i år.

Den danske el-færge, hvor designet har været i højsæde for at gøre færgen så energieffektiv som muligt, er blevet nomineret sammen med en række andre dansk designede produkter fra det forgange år. Bl.a. en app, der lærer børn om kvantefysik, et nyt luksuriøst parketgulv af overskudstræ og en digital kommunikationsplatform, der tilpasser skrifttypen til afsenderens følelser.

Der er i alt nomineret 48 designløsninger i 12 forskellige kategorier. ’Ellen’ er nomineret i kategorien ’Game Changer”. En passende kategori for færgen, der med stor margin overgår alle andre hundredprocent eldrevne færgers aktionsradius, og dermed markant udvider spektret for, hvor el-færger kan benyttes.

’Ellen’ er samtidigt også den første hundredprocent elfærge-nybygning, der i størst muligt omfang er bygget til at opfylde IMOs SOLAS-krav, hvilket gør designet velegnet til international eksport.

Positive kræfter

Finalisternes designløsninger er vidt forskellige, men tilsammen giver de et billede af, hvad der rører sig inden for design netop nu, både i virksomhederne, på designuddannelserne og i samfundet generelt.

Både når det gælder nye former for og tilgange til begrebet læring eller forskellige former for interaktion mellem digitale platforme og fysisk aktivitet.

Årets finalister afspejler de positive kræfter, der er til stede i design, og de områder vi skal fokusere på i 2020 og fremadrettet, mener juryformand Christina Halskov.

– Løsningerne indgyder tillid til, at positive forandringer er mulige og viser designernes gå-på-mod til at løse klimaudfordringer, konflikter mellem mennesker, tilgodese menneskers behov, skabe muligheder for inspirerende læring, bryde med vanetænkning og innovere, eksempelvis ved at bruge kunstig intelligens med mennesket og planeten i fokus, udtaler Christina Halskov.

Begrundelse for nominering

Juryen om sin nominering af ’Ellen’:
”Færgetrafik er en af de helt store forureningskilder inden for transport. Her ser vi en ny retning for industrien, der har et kæmpe potentiale, hvis modellen f.eks. kan udvides til fragtskibe. E-ferry sejler p.t. til og fra Ærø, så funktion og effekt er dokumenteret. Den hurtigt opladelige motor og den lange rækkevidde gør E-ferry til mere end bare en opgradering af eksisterende el-færger.”

Organisationer og personer bag’ Ellen’, der indirekte er nomineret:

Ærø Kommune, Consulting Naval Architects Jens Kristensen, Claus Bendix Nielsen, Michael Hansen og Anders Vester

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094