23948sdkhjf

CORONA: Bemalingen bedrager i container-shipping

Lige nu ser alt godt ud, men en ny bølge af aflyste sejladser venter i de kommende uger, vurderer Lars Jensen, der frygter nedgang som under finanskrisen
Produktionen i Kina er på vej tilbage. De kinesiske lastbilchauffører er helt tilbage, så nu kan varerne også komme frem til kajen. Og kun få afgange med containerskibe ud af Kina er blevet aflyst for den kommende tid.

På overfladen ser det ud som om, at containerrederienes lidelser snart kan få en ende, efter at den sædvanlige container-tristesse i den kinesiske nytårsuge endte med at blive usædvanligt langvarig.

Spørger man CEO i Seaintelligence Consulting Lars Jensen, hænger det dog helt anderledes sammen.

- Nu kan vi smide alle de forestillinger ud med badevandet, siger han i lyset af, at tilstanden i den vestlige verden har ændret sig fuldstændigt i løbet af den seneste uge.

Lars Jensen peger på, at selv når verden kommer på den anden side af udgangsforbud og hjemsendte medarbejdere, vil det tage tid, før forbrugernes tillid kommer tilbage til niveauer, hvor de er atter er villige til at bruge penge på andet end det mest nødvendige.

- Så hvis man er direktør i et firma, vil man så placere ordrer på fabrikker i Kina, Indien eller Sydamerika til levering om seks-otte uger på andre varer end dem, man er helt sikker på, at man kan sælge, spørger han retorisk.

Kan ende som 2009


Analytikere og iagttagere af containershipping har af gode grunde svært ved at komme med kvalificerede bud på, hvad corona-udbruddets overgang fra epidemi til pandemi kommer til at betyde for verdensøkonomien og dermed den globale efterspørgsel efter containerrederiernes ydelser.

I Bimco er vurderingen, at den nuværende situation bliver mindre alvorlig end i efterdønningerne fra 2009, hvor efterspørgslen faldt med 9,5 pct.

- Denne krise udspringer ikke af finansielle forhold, og mange tiltag til stimulering har som hovedformål at undgå store stigninger i arbejdsløsheden, skriver shippingorganisationen i en dugfrisk analyse.

Lars Jensen arbejder dog med et worst case-scenarie, som netop tager udgangspunkt i 2009. Han forklarer, at hvis 2020 kommer til at byde på 10 pct. lavere efterspørgsel efter containerslots end 2019, vil det svare til en nedgang på 17 mio. teu. Til sammenligning fragtede verdens største containerrederi Mærsk, hvad der svarer til 26,6 mio. teu i 2019.

To halmstrå


Der er dog to forhold, som kan være med til at afbøde det slag, som containerrederierne unægteligt står til at tage i år. For det første har rederierne allerede vist, at de er blevet meget hurtigere på aftrækkeren, når det kommer til at trække kapacitet ud af markedet, hvis efterspørgslen pludselig ikke er der længere. Det er med til at holde hånden under raterne, som ikke er faldet nævneværdigt siden januar.

- Det kan afbøde noget af effekten, så den ikke behøver at blive helt så katastrofal, som vi så det under finanskrisen, siger Lars Jensen.

For det andet er olieprisen faldet markant, siden en priskrig mellem de store olieproducerende lande brød ud i midten af marts. Hvor Mærsk i gennemsnit betalte 412 dollar for et ton heavy fuel oil i 2019, ligger den aktuelle pris for et ton bunker den 19. marts 2020 på 234 dollar i Rotterdam - vel at mærke for den lavsvovlsholdige VLSFO, som er standarden i dag på skibe uden scrubber.

Det ændrer dog ikke på, at hvis ti pct. af fragtmængderne forsvinder, så forsvinder ti pct. af omsætningen også.

- Den lavere oliepris hjælper, og rederierne vælger også at fjerne en masse aktiv kapacitet, når de aflyser sejladser. Men det fjerner jo ikke nødvendigvis omkostningerne ved at have skibet.

Først med svaret


Han venter nu med spænding på at se, hvor mange sejladser containerrederierne kommer til at aflyse i løbet af de kommende to-tre uger. Til den tid vil meget af efterslæbet fra den kinesiske produktion være indhentet, og derefter vil den sande effekt af de mange former for nedlukninger, der nu finder sted i den vestlige verden, begynde at vise sig.

- Hvis vi nu snakker sammen om tre uger, og der stort set ikke er nogen aflyste afsejlinger, vil det være et super stærkt tegn om, at vi godt nok har pandemien, men at den underliggende økonomi er relativt sund og stærk, fordi alle importørerne stadig godt tør bestille varer, siger Lars Jensen.

Personligt er han dog ikke optimistisk på containerrederiernes vegne.

- Jeg vil have en forventning om, at vi igen kommer til at se en stor stigning i mængden af aflyste afsejlinger, siger han.

Læs også: Søren Skou forventer bedre første kvartal end sidste år
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11