Opdateret: Danske søfolk må ikke forlade Fjord Line-færge
Opdatering 18. marts 2020 kl. 09.16: Besætningen på 'Oslofjord' er nu kommet hjem. Læs mere her.
Mellem 60 og 70 danske søfolk og cateringmedarbejdere ombord på Fjord Lines færge ’Oslofjord’ kan ikke forlade skibet, efter at det er blevet oplagt i Sandefjord.
Den langt overvejende danske besætning er blandt de 270 medarbejdere hos Fjord Lines danske selskab i Hirtshals, som nu sendes hjem, efter at rederiet har foretaget en markant reduktion af operationen som følge af covid-19. Heriblandt en midlertidig nedlukning af ruten mellem Sandefjord og Strømstad, der ikke udgør en kritisk fragtkorridor.
- Vi må ikke ilandsætte danske statsborgere i Norge i øjeblikket, hvilket jo er lidt af en udfordring, når de er blevet fritstillet og skal hjem til Danmark, siger Rickard Ternblom, koncernchef i Fjord Line, til Søfart.
- I situationen ville det mest oplagte være at sejle ’Oslofjord’ til Hirtshals og oplægge skibet der, og så ilandsætte den del af besætningen, som ikke skal være ombord under den varme oplægning. Men der mangler simpelthen i øjeblikket kajplads til oplægningen i Hirtshals, forklarer han og fortsætter:
- Derfor er vi nu ved at planlægge en bustransport, der ifølge de norske myndigheder skal foregå hermetisk lukket. Det betyder formeligt, at der ikke må laves stop undervejs, og at man ikke må forlade busserne på norsk jord. Vi er endnu ikke helt i mål med planlægningen, men en oplagt mulighed vil være at køre via Kristiansand og sejle med ’Stavangerfjord’ til Hirtshals.
Fjord Line har oprettet en ekstraordinær rute mellem Hirtshals og Kristiansand, der sammen med Color Lines rute til Larvik opretholder kritisk fragtkapacitet mellem Norge og Danmark/kontinentet, mens alle øvrige færgeruter på Skagerrak er indstillet.
Læs mere: 270 danske medarbejdere sendes hjem fra Fjord Line