23948sdkhjf

Mærsk-besætninger kommer ikke hjem de næste fire uger

Metal Maritime bakker op om at lade besætningsmedlemmer blive til søs og ser udfordringer for søfolk på landjorden

Søfolk på Mærks skibe kommer ikke hjem før tidligst om fire uger.

Det står klart, efter at rederiet i dag har oplyst, at det indstiller alle besætningsskift indtil den 14. april, skriver CO Søfart med henvisning til en orientering, som er blevet sendt ud til skibene i dag. 

Heri skriver Mærsk, at alle rederiets containerskibe over hele verden er omfattet af beslutningen, som først og fremmest er truffet med henblik på besætningsmedlemmernes sikkerhed.

- Det har ikke været nogen nem beslutning at træffe, men som tingene udvikler sig minut for minut, ser vi ingen anden udvej, siger Niels Bruus, chef for marine-HR i Mærsk, ifølge CO Søfart og fortsætter:

- Ved fortsat at bede vores ansatte om at rejse vil vi udsætte dem for høj risiko med fare for at strande i situationer, hvor vi vil være ude af stand til at hjælpe dem. Vores håb er, at vi ved at aflyse de planlagte besætningsskifter også vil minimere risikoen markant for utilsigtet at få corana-virus ombord.

Løber tør for fridøgn

I Metal Maritime har man siden starten af sidste uge været i tæt dialog med blandt andre Mærsk om de tiltag, som rederierne arbejder på at gennemføre. Her fortæller formand Ole Philipsen, at der er mange aspekter i situationen. 

Dels er der de søfolk, der efterhånden har været ude i tre måneders tid. De havde regnet med at komme hjem, men nu må de se frem til endnu en måned til søs. Men der er også de søfolk på landjorden, som skulle have været ud og afløse på skibene, og som måske ikke har flere fridøgn tilbage. 

Det skal der nu findes en løsning på. Ole Philipsen ser dog ikke de store knaster i forhandlingerne, da alle parter efter hans overbevisning er indstillet på at finde pragmatiske løsninger hurtigst muligt. 

- Men hvor det ender henne, det kan jeg ikke svare dig på lige nu, siger han. 

Gør det rigtige

I øvrigt hæfter formanden sig ved, at rederierne i øjeblikket gør det eneste rigtige i at suspendere alle besætningsskifter, fordi søfolkene ellers risikerer at strande undervejs i takt med, at stadigt flere lande lukker sine grænser. 

Her henviser han til, at rederierne normalt har stor skifteaktivitet i Singapore, Hongkong og andre steder i Asien, hvilket ikke længere kan lade sig gøre. Mange af- og påmønstrer også i Suez, men her har Egypten også lukket sine grænser. Endelig er der Bremerhaven og Rotterdam, hvor udfordringen er, om man kan komme igennem Tyskland, eller om der overhovedet flyver en flyver. 

- Så der er da stadig lande, der ikke har restriktioner, men det er ikke sikkert, at det gør det nemmere, siger Ole Phillipsen, og tilføjer, at problemet ikke udelukkende er dansk. 

- Det er jo et globalt problem, som skal løses globalt, siger han og henviser til, at det store tankrederier Teekay også har meldt ud, at besætningsskifte er suspenderet. 

På ubestemt tid

Selv tør han ikke gætte på, hvornår besætningerne igen vil kunne blive udskiftet på den danske handelsflåde. 

- Det er jo hovedløst gætværk. Men der er jo ingen, der er interesserede i, at folk gror fast derude, siger han. 

Mærsk og Metal Maritime går i nærmere dialog senere på ugen for at finde konstruktive løsninger for de grupper, hvor Metal Maritime er overenskomstpart. Det vil sige skibsassistenter, catering og navigatører.

Læs også: Overenskomster erstattes af midlertidige aftaler

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156