23948sdkhjf

VLCC-rater bryder loftet i olie-priskrig

Den nyligt udbrydte priskrig på råolie får nu raterne for de store råolietankskibe til at nå niveauer, der overstiger selv de højest registrerede rater under den seneste himmelflugt i efteråret 2019. 

Ifølge Tradewinds er den 306.200 t.dv. store VLCC 'Princess Mary' blevet chartret til at fragte råolie fra Mellemøsten til den indiske vestkyst til dagsrater, der ekslusiv ventetid ligger på 411.890 dollar om dagen. Hellenic Tankers, der opererer råolietankskibet, har ikke villet kommentere på beløbet over for mediet. 

Med oliepriser, der næsten er halveret i forhold til niveauet for blot en måned siden, har efterspørgslen efter tankskibe, der er villige til at tage beskidte laster som råolie og HFO, både udmøntet sig i regulære transporter og muligheden for at bruge skibene som flydende lagre. Raffinaderierne ser muligheden for at fylde lagrene på gunstige betingelser, og olietradere ser muligheden for at købe råolie nu for at sælge den med fortjeneste på et senere tidspunkt. 

Oliepriskrigen er et resultat af sammenbrudte forhandlinger imellem de 24 olieproducerende lande i OPEC+. Særligt Rusland gjorde modstand imod en yderligere beskæring i den globale olieproduktion på 1,5 mio. tønder dagligt, og sammenbruddet har fået Saudi-Arabien til at åbne sluserne på vid gab.

De høje VLCC-rater smitter også af på de mindre skibstyper. Tradewinds skriver med henvisning til data fra Baltic Exchange, at de gennemsnitlige spotrater for suezmax-skibe i fredags steg til 116.357 dollar. En uge tidligere lå de på 24.468 dollar.

Ifølge Oilprice.com koster en tønde Nordsøolie (Brent) i skrivende stund 32,05 dollar, hvor en tilsvarende tønde den 20. februar kostede 58,80 dollar.

Den seneste udvikling kommer oven i et tankmarked, som i forvejen tegnede til at blive usædvanligt godt i 2020. Derfor har blandt andre danske Torm bibeholdt et relativt stort antal åbne skibsdage for resten af året. 

Læs mere: Jacob Meldgaard om 2020-udsigterne: "Det er fantastisk"

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141