Dansker afløser Rene Kofod-Olsen i Dubai-rederi
En dansker bliver afløst af en anden dansker i det store, Dubai-baserede offshorerederi P&O Maritime Logistics.
Det skriver rederiet i en pressemeddelelse.
Der er tale om, at Martin Helweg afløser Rene Kofod-Olsen. Martin Helweg har været COO i Topaz Energy & Marine siden 2017. Her arbejdede han under Rene Kofod-Olsen, der har været CEO i Topaz Energy & Marine siden 2012.
Topaz, der havde i omegnen af 120 offshoreskibe i flåden, blev dog i sommeren 2019 opkøbt af DP World, som blandt andet ejer danske Unifeeder. Det arabiske havneselskab ejede dog i forvejen P&O Maritime med 300 skibe i flåden.
Ved opkøbet blev de to rederier lagt sammen til P&O Maritime Logistics, hvor Martin Helweg altså nu er blevet CEO. Før han kom til Topaz havde han været 16 år hos Svitzer, hvoraf de sidste fem år var som CEO for Svitzer Americas.
- Jeg er sikker på, at Martin vil føre P&O Maritime Logistics ind i næste vækstfase som en del af DP World, siger DP Worlds formand og CEO, Sultan Ahmed Bin Sulayem, i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Jeg vil gerne takke Rene Kofod-Olsen for hans bidrag til DP World under sammenlægningen af Topaz Energy & Marine ind under P&O Maritime Logistics, og ønsker ham alt godt i fremtiden.
Det fremgår ikke, hvad Rene Kofod-Olsen skal lave fremover, men af hans Linkedin-profil fremgår det, at han siden maj 2019 har haft titel af non executive director i BW Offshore.
I forbindelse med opkøbet af Topaz sidste år udtalte han, at handlen var "fremragende" for medarbejdere og kunder i Topaz.
Læs også: Blue Water Shipping og Topaz Energy sætter ny standard for flodtransporter