Benzin er lækket fra rørledning ud på Fredericia Havn
Der er lækket benzin fra en rørledning på havnen i Fredericia.
Det skriver Sydøstjyllands Politi mandag morgen i en pressemeddelelse.
- Efter de foreløbige oplysninger er der formentligt tale om, at en pakning er defekt på rørledningen, og brændstof derfor lækker fra ledningen, står der i meddelelsen.
Ifølge Trekantsområdets Brandvæsen er der tale om et større udslip af benzin.
Det er uvist, hvor stor en mængde der er løbet ud på havneområdet. Tilførslen til ledningen er blevet stoppet. Det oplyser politiet klokken 09.
- Der tilføres ikke yderligere brændstof ud over det, ledningen indeholdt ved uheldet.
- Uheldet er således formentligt allerede inddæmmet, og situationen er stationær, står der i meddelelsen.
Rørledningen tilhører virksomheden Samtank A/S, der er en såkaldt kolonne 3-virksomhed.
Beredskabsstyrelsen oplyser på sin hjemmeside, at kolonne 3-virksomheder er defineret ved at have meget store oplag af farlige stoffer.
Samtank er derfor evakueret.
Politiet har opsat afspærringer i området for at sikre, at borgere holder afstand til udslippet. Klokken 09.30 er en del af dem ophævet igen, så det kun er Samtank, der er berørt.
/ritzau/