Atomdrevet hangarskib kommer til Aarhus
Et af verdens største hangarskibe, det franske 'Charles de Gaulle', kommer til Aarhus den 29. marts.
Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag.
Dermed kan Aarhus og de nordjyske kyster måske se frem til samme tilløbsstykke, som da den atomdrevne russiske ubåd 'Orel' i 2018 sejlede igennem dansk farvand.
Her stimlede mange danskere sammen på kysterne på blandt andet Langeland og Sjælland, hvor den russiske atomubåd passerede tæt forbi.
Besøget fra 'Charles de Gaulle' sker i forbindelse med, at en dansk fregat bidrager til såkaldt samsejlads med den franske hangarskibsgruppe i Nordatlanten.
Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslår, at besøget fra det franske hangarskib er tegn på det gode forhold, som Danmark og Frankrig har bygget op på det militære område.
- Bidraget er endnu et led i styrkelsen af vores tætte samarbejde med Frankrig. Vi arbejder tæt sammen for stabilisering i Sahel-regionen, for retten til fri sejlads i Hormuz-strædet og nu samsejlads i det nordlige Atlanterhav, siger Jeppe Kofod.
Sidste år sejlede fregatten 'Niels Juel' med det 261 meter lange franske hangarskib, der kan fragte 22 kampfly. Den danske fregats opgave er at passe på det franske hangarskib, der er opkaldt efter en af landets mest betydningsfulde præsidenter.
- Vi er sammen om sikre, at Europa tager et større ansvar. Det gavner Danmarks og vores allieredes sikkerhed og understreger Danmarks meget aktive udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje, siger Jeppe Kofod og tilføjer:
- Jeg ser frem til, at vi for første gang nogensinde kan byde en fransk hangarskibsgruppe velkommen i dansk havn.
Det er dog ikke første gang, at et hangarskib besøger dansk farvand. I juni 1958 leverede det amerikanske hangarskibet 'USS Tripoli' kampfly til Danmark og anløb dengang Nørresundby havn.
Som Søfart tidligere har skrevet, er det atomdrevne hangarskib det eneste af sin art i den franske flåde. Det blev søsat i i 1994 og indsat første gang i 2001. Det 262 meter lange skib har en topfart på 27 knob.
I februar 2017 kom 'Charles de Gaulle' i tørdok i Toulon for at gennemgå en 18 måneder lang overhaling. Dermed skulle det være klar til yderligere 20 års drift.
Se også: VIDEO: Her er skibet en dansk fregat skal beskytte