23948sdkhjf

Nakskov Havn lykkes med genbrug af søafmærkninger

Ny maling på en bøje i Nakskov skåner både miljøet og havnenes økonomi

Nakskov Havn har fået en indbringende og miljøvenlig ide, der kan spare millioner af kroner i de danske havne. De genbruger nemlig deres røde søafmærkninger, som i praksis er store bøjer til en pris på op til 70.000 kr.

Det skriver DR Sjælland.

De røde bøjer bliver efter en håndfuld år så afbleget af solen, at de skal kasseres, og det har tidligere vist sig umuligt at male dem op igen. Det skyldes, at maling på plastik krydret med saltvand og stiv kuling ikke har været en holdbar kombination.

Men en kraftig slibning af bøjerne har sammen med moderne maling betydet, at Nakskov Havn alligevel har fået det til at fungere.

Havnemester i Nakskov Havn Tummas Juul fortæller, at havnen indtil videre har fordoblet levetiden på en søafmærkning til 70.000 kr., og han vil ikke afvise, at dens levetid også kan tredobles, når den om fem år bliver hevet på land igen.

Besparelsen har perspektiv, da alene Nakskov Havn har 60-70 røde søafmærkninger liggende ude i bølgerne. Afmærkninger der potentielt kan få udvidet deres levetid betragteligt.

I Danske Havne mener miljøkonsulent Kasper Ullum, at der er store perspektiver i at genbruge bøjerne, og at ideen sagtens kan kopieres til andre havne.

- Det mener jeg helt klart, at den kan. Vi vil meget gerne lære af hinanden i havnene, og også meget gerne, når der er nogen succeshistorier, hvor man både får en miljøgevinst og en økonomisk gevinst ud af det, siger Kasper Ullum til DR Sjælland.

Læs også: Nakskov Havn skal udbygges for 57 mio kroner

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094