23948sdkhjf

Kolding Havn døber landets største hydraulik-kran

Efter et par travle måneder i december og januar var der i går et passende hul i aktiviteten på Kolding Havn, så en nyanskaffet kran kunne modtage sin dåb.

Kranen, en Mantsinen 140 på 176 ton, blev leveret fra fabrikken i Finland med skib i slutningen af november, og siden da har den haft travlt. Kolding Havn oplyser i en pressemeddelelse, at kranen til fulde lever op til forventningerne om større rækkevidde, bedre effektivitet, mere lydløs drift, mindre forbrug og en hurtigere betjening af skibene i Kolding Havn.

Ifølge Kolding Havn er der tale om den største hydraulikkran i en dansk havn. Den har en rækkevidde på 28,5 meter og fylder en lastbil med eksempelvis korn i løbet af fire-fem grabfulde.

Som det er tradition i den sydjyske erhvervshavn, blev også den nye kran døbt efter figurerne i børnebogen "Folk og røvere fra Kardemommeby". Tidligere kraner på havnen er blevet navngivet Bastian, Jonathan, Tobias og Kamomilla, men denne gang faldt valget på navnet Sofie – den skrappe tante fra børnebogen af Thorbjørn Egner.

- Havnens kran 'Sofie' er skrap til havnebusiness og en effektiv fornyelse til vores kranflåde – og hun bliver ikke den sidste fornyelse på havnen, sagde bestyrelsesformanden for Kolding Havn Tobias Kristian Jensen Jørgensen i sin tale inden dåben af kranen.

Som Søfart tidligere har skrevet, er fremtiden for Kolding Havn uvis, efter at byrådet inden jul omstødte den beslutning om at lukke erhvervshavnen i løbet af en 25-årig periode, som ellers blev truffet i november 2018.

I byrådets seneste vision for Kolding Havn hedder det sig blandt andet, at erhvervshavn, by og fjord skal bindes sammen i en udvikling af havneområdet, og at der skal ske en grøn og bæredygtig udvikling af havnen i en åben dialog med interessenterne. 

Læs mere: Kolding-politikere enige om ny vision for erhvervshavn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094