23948sdkhjf

Danmark hæver sikringsniveauet for skibe nær Iran

Skærpet udkig og hurtig gennemsejling er nu blandt anbefalingerne

Den tiltagede konflikt mellem USA og Iran får nu de danske myndigheder til at hæve sikringsniveauet for danske skibe i Hormuz-strædet nær Iran. Det oplyser Forsvarsministeriet til Ritzau.

Sikringsniveauet er blevet hævet fra niveau 1 til niveau 2 ud af i alt tre niveauer. 

I Forsvarskommandoen oplyser kommandørkaptajn Ken Nielsen til Søfart, at overgangen til niveau 2 kun har konsekvenser for de skibe, der sejler i området. For de skibe afhænger konsekvenserne af hvilke tiltag, de enkelte rederier skønner er nødvendige, men der følger dog nogle generelle anbefalinger med det øgede sikringsniveau. 

- Det kan være sådan noget som skærpet udkig, hurtig gennemsejling, at man ikke gør holdt i området, og at man har ekstra adgangskontrol, hvis man alligevel går ind i en havn, siger han. 

FAKTA - De tre sikringsniveauer

1: Standard.

2: Øget sikringsniveau. Er udtryk for en generel konstatering af, at der er en forhøjet risiko. Rederier anbefales bl.a. at holde skærpet udkig, overveje at sejle igennem nat eller dag, sejle hurtigst muligt igennem og holde længst mulig afstand til trussel.

3: Ekstraordinært sikringsniveau. Gælder når der er en sandsynlig og overhængende fare eller umiddelbar risiko for en sikringsrelateret hændelse. Rederier anbefales at overveje gennemsejlads eller bruge eskorte.

Foruden Hormuz-strædet gælder sikringsniveau 2 pt. også for Bab el-Mandeb-strædet, der forbinder Det Røde Hav med Aden-bugten.

Kilde: Forsvarskommandoen

Dermed følger Danmark eksemplet fra Tyskland, Norge og England, der også er i sikringsniveau 2. Ifølge Ken Nielsen er Belgien indtil videre den eneste skibsnation, der er i niveau 3 i området. 

I Forsvarskommandoen forholder man sig dog udelukkende til, hvor stor truslen er for danskflagede skibe. Derfor kræver det, at der er pålidelige underretninger om en trussel, som retter sig specifikt mod danske handelsskibe, før Forsvarsministeriet hæver sikringsniveauet til 3 – hvilket er i øvrigt ville være uden fortilfælde. 

I Forsvarsakademiet vurderer lektor Peter Viggo Rasmussen, at det øgede sikringsniveau skyldes usikkerheden om, hvordan Iran kan finde på at reagere i den nærmeste fremtid. 

- Så giver det god mening at hæve trusselsniveauet. Jeg tror, at det er et udtryk for, at man hellere vil gå med livrem og seler end at udsætte folk for en unødig risiko, siger han til Ritzau.

Dansk fregat kommer afsted

Allerede i sommer valgte lande som Storbritannien og Norge at hæve sikringsniveauet for deres handelsskibe i området. Dengang afviste Forsvarsministeriet at justere sikkerhedsvurderingen for danske handelsskibe.

Hormuz-strædet mellem Den Persiske Golf og Oman-bugten har i nogen tid været centrum for en del af konflikten mellem USA og Iran. Derfor vil en række europæiske lande, herunder Danmark, søsætte en international mission for at håndhæve sikkerheden.

Danmark sender til efteråret en fregat med et bidrag på 155 personer afsted, hvilket glæder forsvarsminister Trine Bramsen (S).

- Det er vigtigt, at Danmark som en markant søfartsnation bidrager til at opretholde den fri sejlads og trygheden for danske søfolk, siger hun i en skriftlig kommentar.

Vigtig passage

Strædet er svært at besejle, men har stor betydning for verdens oliehandel. I 1970'erne passerede en stor del af USA's, Vesteuropas og Japans olieimport strædet ombord på 60-70 skibe daglig.

Siden er trafikken dog mindsket betydeligt, fordi det er vanskeligt at kontrollere strædet på grund af dets smalle bredde og strømforhold. Det er dog fortsat den eneste adgang at bruge, hvis man eksporterer råolie fra Den Persiske Golf.

I dag går en tredjedel af verdens olie, der bliver transporteret via skibe, igennem strædet. Hormuz har derudover strategisk betydning for golfstaterne og USA, som har stærke forsvarsaftaler med Oman om adgang til havne- og flådefaciliteter.

Læs mere: Risiko stiger i Hormuz efter USA-attentat i Iran

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113