23948sdkhjf

VLCC-rater stiger på frygt for uro i Hormuz-strædet

Faren for, at handelsskibe i Hormuz-strædet kan blive mål for Irans hævn over likvideringen af den højtstående general Qassem Soleimani, har fået raterne for VLCC-skibe i farvandet til at stige markant. 

Ifølge Tradewinds bliver der nu lukket VLCC-ture fra Mellemøsten til Asien til dagsrater på 140.000 dollar, imens rederierne nøje følger situationen. De høje rater kommer dog ikke rederierne ubeskåret tilgode, eftersom en del går til forsikringspræmier, der er fulgt med den øgede risiko.

Både DHT, Frontline og rederne i Tankers International-poolen fortsætter indtil videre sejladsen igennem strædet. Til gengæld har Bahri, der er et datterselskab til olieselskabet Saudi Aramco, indstillet sejladsen i området, og Petrobras har reduceret antallet af gennemsejlinger. 

På baggrund af oplysninger fra mæglere skriver Tradewinds, at flere rederier med suezmax-skibe, heriblandt Stena Bulk, har indikeret, at de vil holde deres skibe ude af området. 

Imens bliver forholdet mellem USA og Iran stadig mere anspændt. Natten til onsdag blev amerikanske militærbaser i Irak ramt af iranske missiler, hvorefter USA's præsident, Donald Trump, varslede yderligere økonomiske sanktioner mod Iran. Det er af flere iagttagere blevet tolket som en tilnærmelsesvis nedtrapning af konflikten, fordi Trumps reaktion også kunne have været militær. 

Natten til i dag ramte missiler dog endnu et mål i Irak. Missilerne slog ned i nærheden af den såkaldte Green Zone i Bagdad, hvor flere ambassader holder til. Ifølge Reuters fandt en af eksplosionerne sted 100 meter fra den amerikanske ambassade, men der er ikke meldt om tilskadekomne.

Læs også: Risiko stiger i Hormuz efter USA-attentat i Iran

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141