23948sdkhjf

Ny elfærge kontraheret til Fanø

Fanø Kommune og Fanølinjens ejere i Molslinjen blevet enige om at udfase færgen Sønderho og sætte gang i byggeriet af en helt ny elektrisk færge. Passagerer skal betale i form af øgede billetpriser.

Der er både mere kapacitet og en grønnere profil på vej til Fanø-overfarten, hvortil Molslinjen nu offentliggør kontraheringen af en ny elfærge. Finansiering skal komme fra øgede billetpriser, og det nye fartøj skal bygges hos Hvide Sande Shipyard med forventet indsættelse i 2021.

- El-færger er bedst til kortere ruter, hvor der ikke skal sejles hurtigt. Derfor har det været oplagt for os at se på, hvordan vi på én gang kunne løse problemerne med kapaciteten og samtidig få gjort færgedriften mere grøn, siger Molslinjens adm. direktør Carsten Jensen i en pressemeddelelse.

Idéen om en elfærge på Fanø-overfarten er langt fra ny. Den opstod dengang, Danske Færger stadig stod for driften af ruten, og Søfart kom dengang i besiddelse af en skitse til en potentiel ny færge. 

Da Molslinjen overtog Danske Færger i efteråret 2018, blev projektet dog sat på hold. Den nye ejer ville ikke uden videre forpligte sig til at bygge en elfærge uden at undersøge, om der var sund fornuft i projektet. Det viste der sig dog at være, oplyser rederiet i dag til Søfart. 

Sejlrende skal udvides

Foruden kontraheringen af en tredje færge på ruten er der i samarbejde med Fanø Kommune lagt en plan, hvor muligheden for at ombygge de nuværende færger 'Fenja' og 'Menja' til el-drift også skal undersøges.

- Jeg er meget stolt over, at Molslinjen og Fanø Kommune går forrest i omlægningen til el-færger. Det har stor betydning for vores CO2-udledning og for den grønne omstilling. I første omgang med en ny el- færge, men forhåbentlig også med ombygning af 'Menja' og 'Fenja', så vi om nogle år har tre el- færger, siger borgmester Sofie Valbjørn i meddelelsen.

Den nye færge skal sejle helt elektrisk. Den bliver dog også udstyret med forbrændingsmotor til backup, så øens livline kan fungere under alle forhold. Molslinjen oplyser til Søfart, at dimensioner og kapacitet på den nye færge kommer til at svare til 'Fenja' og 'Menja', dog med en anelse mere plads på vogndækket. 

Særligt i weekender og ferier har der igennem længere tid været problemer med kapaciteten på overfarten. Derfor markerer den nye færge også en omlægning af besejlingen i og med at drift med tre færger bliver en mulighed. 

Derfor vil Molslinjen forestå en udgravning af sejlrenden, så det bliver muligt for to færger at passere hinanden, der hvor sejlrenden udvides. Fanøfærgerne vil i 2019 have sejlet omkring 32.500 afgange og medbragt mere end 1.8 mio. passagerer, oplyser Molslinjen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126