23948sdkhjf

Danske Rederier om klimakrav: Skal selv kunne vælge

Står det til Danske Rederier, skal rederier verden over selv kunne bestemme, hvilken metode de vil bruge til at reducere deres CO2-udslip

Der er bred opbakning fra både IMO’s medlemslande og søfartsindustrien til at reducere skibenes CO2-udledninger. Men spørgsmålet er nu hvordan? Det bliver i disse dage diskuteret hos FN’s maritime organisation, IMO, i London.

Hos Danske Rederier, der sidder med som rådgivere for Søfartsstyrelsen, ønsker man ikke, at der skal sættes en række specifikke metodekrav til hvordan rederierne skal nå målet. Man mener derimod, at individuelle løsninger er vejen frem.  

- Den danske målbaserede tilgang er den rigtige vej at gå. Så kan rederierne selv vælge de klimatiltag – tekniske såvel som operationelle – der passer bedst til deres forretningsstrategi, men samtidig er de fortsat forpligtet til løbende at reducere deres CO2-udledning, siger Maria Skipper Schwenn, direktør for Sikkerhed, Miljø og Maritim forskning i Danske Rederier, i en pressemeddelelse.

Skal fremme innovation

En gruppe lande med Danmark i spidsen har blandt andet foreslået, at skibe skal være 26 pct. mere effektive i 2023 sammenlignet med 2008. Herefter skal der fastsættes en årlig forbedring af effektivitet på minimum 2 pct. for at nå målet om, at skibene skal være 40 pct. mere effektive i 2030. Forbedringerne kan opnås både gennem tekniske og operationelle tiltag, som så skal dokumenteres hvert eller hver tredje år.

- En målbaseret tilgang giver rederierne mulighed for selv at vælge de tiltag, der passer bedst til dem. En frihed, som giver gevinst, hvis man opererer sit skib effektivt og samtidig fremmer både innovation og udvikling af nye energieffektive tiltag, siger Maria Skipper Schwenn.

Hybridmodel også mulighed

Et andet forslag kommer fra bl.a. International Chamber of Shipping (ICS), hvor der lægges op til en hybridmodel med to muligheder for skibsejeren.

Den første mulighed lægger sig op ad den målbaserede tilgang. Og den anden mulighed er en model, hvor skibenes tekniske tiltag til reduktioner bliver godkendt forud – på samme måde som når en bil bliver synet.

Hvis skibet teknisk kan levere de foreskrevne reduktioner, så er det godkendt og skal ikke dokumenteres yderligere. En begrænsning af motorkraften kan være ét teknisk tiltag, der kan give en sådan godkendelse.

- Vi ser ligeledes positivt på forslaget fra blandt andre ICS. Fælles for begge forslag gælder, at der sættes forpligtende mål, men at vejen dertil skal nås via brug af en bred værktøjskasse, hvor rederiet træffer strategiske valg, der giver mening for forretningen, siger Maria Skipper Schwenn.

Læs også: LNG er måske slet ikke en fordel for klimaet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204