23948sdkhjf

Kina og USA vil rulle toldsatser tilbage

Kina og USA er enige om proportionalt at tilbagerulle afgifter på hinandens varer, skriver Bloomberg News

Kina og USA er enige om proportionalt at tilbagerulle afgifter på hinandens varer i faser. Det siger talsmand for Kinas handelsministerium Gao Feng ifølge Bloomberg News.

Størrelsen på afgiftslempelserne, der vil komme på tale i første fase, som ventes underskrevet i de kommende uger, vil afhænge af indholdet af aftalen, påpeger Gao Feng.

Hvis det bliver bekræftet af USA, kan sådan en aftale skabe en vej fremad for en aftale, som kan afslutte handelsstriden.

- Handelskrigen begyndte med toldafgifter, og den bør ende med fjernelse af toldafgifter, siger Gao, som fremsatte udtalelserne på et almindeligt pressemøde.

- I de seneste to uger har de førende forhandlinger fra begge sider ført seriøse og konstruktive drøftelser om en løsning på forskellige kerneproblemer, pointerer Gao.

Nyheden vækker begejstring i Danske Rederier. 

- USA og Kina er de suverænt største markeder for de danske rederier. Vores medlemmer sejler hver dag verdenshandlen jorden rundt, og handelskrigen har allerede haft negativ effekt på mængden af gods, der skal fragtes. Så hvis meldingerne fra Beijing om tilbagerulning af toldsatserne holder vand, kan det blive det vendepunkt, vi længe har ønsket, siger brancheforeningens adm. direktør Anne H. Steffensen i en skriftlig kommentar.

Er glippet før

Nyhedsbureauet Reuters citerer kinesiske regeringskilder for, at en del toldafgifter må fjernes på begge sider, før det kan komme til en handelsaftale med USA.

Kinas vigtigste punkt har siden starten af forhandlingerne været en fjernelse af straftolden på kinesiske varer, som USA's præsident, Donald Trump, har indført.

På aktiemarkederne er der blevet taget rigtigt godt imod nyheden om, at første skridt mod en afslutning på handelskrigen kan være taget.

- De europæiske aktiekurser steg til det højeste niveau i fire år på baggrund af rapporterne om fremskridt i handelsforhandlingerne mellem verdens to største økonomier, siger makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank.

Han minder om, at der tilbage i foråret også var meldinger fra handelsforhandlingerne om, at der var opnået enighed, og at en handelsaftale blot manglede at blive skrevet under. En underskrift glippede imidlertid i ellevte time.

Siden handelskrigen startede i begyndelsen af 2018, har USA og Kina over flere gange indført højere told på import af hinandens varer.

Kina har dog ikke kunnet gøre det i samme omfang som USA, da landet ikke importerer lige så meget fra USA, som USA importerer fra Kina.

Læs også: Norden-topchef: Handelskrig kaster skygge over ellers lovende 2020

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121