23948sdkhjf

EU forpligter sig til at beskytte verdens have

EU har på den årlige konference "Our Ocean" afsat næsten €540 mio. til rene, sunde og sikre have

Med fire mia. danske kroner som følgesvende lancerer EU nu 22 initiativer, der skal garantere sunde, sikre og rene oceaner over hele kloden. 

Det skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse oven på den årlige konference "Our Ocean".

Med de nye initiativer vil EU bl.a. afsætte 250 mio. euro under EU's forsknings- og innovationsprogram, Horisont 2020. Midlerne, der svarer til 1,86 mia. kroner, skal gå til research og innovation inden for det maritime område. Det skal bl.a. bidrage til at nedbringe søfartens CO2-udledninger.

EU's opmærksomhed på forskning glæder Jens Valdemar Krenchel, der er sekretariatschef for Danske Rederiers Bruxelles-repræsentation. Han pointerer, at hvis shipping skal lykkes med en markant reduktion af sin CO2-udledning, som udgør tre pct. af verdens samlede CO2-udledning, er det nødvendigt at investere massivt i forskning og udvikling, da vi er afhængige af løsninger, vi endnu ikke kender.

- Derfor glæder det os meget, at EU bl.a. forpligter sig til at bruge 250 mio. euro på research og innovation. Det er et nødvendigt skridt på vejen, og vi ser frem til yderligere tiltag i kommende år, siger han i meddelelsen.

Mindre affald overbord

Med de nye initiativer forpligter Europa-Kommissionen sig også til at bekæmpe havforurening ved at støtte bæredygtig shipping. Derved vil de skibe, som reducerer mængden af affald ombord, eller som formår at håndtere deres affald på en bæredygtig måde, blive belønnet ved en sænkelse af det affaldsgebyr, de betaler, når de anløber en EU-havn.

Derudover vil EU med initiativerne afsætte over 100 mio. euro til at fremme udviklingen af en bæredygtig blå økonomi i Europa. Det inkluderer bl.a. investeringer i virksomheder, som bidrager til at mindske udledningen af CO2.

EU har siden den første Our Ocean-konference i 2014 forpligtet sig til at følge 77 initiativer, hvoraf næsten 80 pct. er enten opnået eller næsten opnået. Danske Rederier ser derfor meget positivt på udsigterne for også at opnå de 22 nye initiativer.

Læs også: Indien forbyder plastik ombord på handelsskibe

Fakta – Our Ocean-konferencen

  • Konferencen "Our Ocean" er blevet afholdt hvert år siden 2014. I år fandt den sted i Oslo.
  • Konferencen samler regeringer, virksomheder, NGO’er og forskningsinstitutioner, som deler erfaringer og kommer med konkrete løsningsforslag på de problemer, verdens have står over for.
  • Konferencens formål er derudover, at deltagerne skal forpligte sig til at følge initiativer, som kan løse problemerne.
  • På konferencen offentliggjorde og forpligtede EU sig til at følge 22 konkrete og målrettede initiativer, der med et budget på næsten 540 mio. euro blandt andet skal tackle virkninger af klimaforandringerne, fremme innovation og støtte udviklingen af en bæredygtig blå økonomi både i og udenfor Europa.

Kilde: Danske Rederier

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11