23948sdkhjf

Regeringen vil have sanktionsenhed i EU efter Dan-Bunkering-sag

Udenrigsminister Jeppe Kofod vil styrke håndhævelsen af sanktioner, skriver DR

Regeringen vil have oprettet en ny enhed i EU, der skal holde øje med, om sanktioner bliver overholdt. Enheden skal også sørge for, at der bliver reageret med det samme, når der opstår mistanke om sanktionsbrud.

Sådan lyder det ifølge DR fra udenrigsmister Jeppe Kofod (S), efter DR har afdækket sagen om den fynske virksomhed Dan-Bunkering, der er sigtet for i strid med EU’s sanktioner at have leveret jetbrændstof brugt i Syrien.

- Jeg vil tage initiativ til, at den nye kommission og den nye udenrigskommissær kommer til at etablere en egentlig enhed i EU, der kan følge op på de sanktioner, vi vedtager i fællesskab, siger han til DR.

Udveksle oplysninger

Konkret foreslår regeringen at etablere en enhed i EU’s udenrigstjeneste, der skal sikre, at oplysninger om mulige sanktionsbrud hurtigt bliver udvekslet mellem medlemslandene, og at de nationale myndigheder straks følger op på sagerne.

I sagen om Dan-Bunkering har DR afdækket, at både Danmark og EU modtog oplysninger om, at der skete leverancer af jetbrændstof til Syrien fra EU-lande i strid med EU’s sanktioner. Men hverken Danmark eller EU fik undersøgt sagen eller delt oplysninger med hinanden.

- Det vi kan se af Dan-Bunkering-sagen er, at når der er mistanke om sanktionsbrud, så skal der handles prompte. Det er alvorligt, når der er mistanke om brud på et sanktionsregime, der handler om, der ikke skal leveres brændstof til fly, der bomber i Syrien. Derfor skal der være troværdighed, når vi i Europa vedtager sanktioner. Det skal ikke bare vedtages på papiret – det skal også håndhæves, siger Jeppe Kofod til DR. 

Venstre bakker op

Hos oppositionspartiet Venstre bakker man op om regeringens forslag om en ny sanktionsenhed i EU.

- Det er jeg meget positiv over for. Vi har set, at der desværre er nogen, der ønsker at komme uden om sanktionerne. Derfor skal vi selvfølgelig fremover have et redskab til at sikre, at det ikke kan lade sig gøre for virksomheder at bryde dem, siger partiets udenrigsordfører Michael Aarestrup Jensen.

Udenrigsminister Jeppe Kofod oplyser, at arbejdet for at få etableret enheden går i gang, når den nye EU-Kommission og EU’s nye udenrigschef er trukket i arbejdstøjet. Efter tidsplanen skal den nye Kommission være på plads i slutningen af året.

Virksomhed Dan-Bunkering, som altså er sigtet for at have leveret jetbrændstof brugt i Syrien, afviser brud på EU’s sanktioner.

Læs mere: Bagmandspolitiet ransager Dan-Bunkering i Middelfart

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141