Brand og eksplosion i norsk hybridfærge
En brand i batterirummet på den norske el-hybride fjordfærge ’Ytterøyningen’, der opstod torsdag ved 18-tiden, udviklede sig til en eksplosion fredag morgen.
Det skriver flere norske medier, heriblandt NRK.
https://www.soefart.dk/article/view/681250/indisk_rederi_henter_endnu_et_dansk_tankskib
Brandvæsen og politi blev alarmeret torsdag klokken 18:40. ’Ytterøyningen’ sejler på ruten Sydnes-Halsnøy omkring 70 km syd for Bergen, og færgen lå i lejet i Sydnes med 15 personer om bord, da branden opstod. To af personerne måtte efterfølgende tilses af en læge, da der var mistanke om røgforgiftning.
Branden kom ifølge de lokale brandmyndigheder under kontrol ved 21-tiden, hvorefter tre brandfolk forblev ved færgen natten over. Men ved 7-tiden fredag morgen kom der pludselig en kraftig eksplosion under dæk, angiveligt i færgens batterirum.
Store skader
Herefter blev der oprettet en 300 meters sikkerhedszone omkring færgen samtidigt med, at de lokale brandmyndigheder rekvirerede kemikalieksperter fra Bergen. Senere samme dag blev der målt høje gasværdier i batterirummet. Kl. 17:00 fredag var batterirummet luftet ud for gasser, hvorefter episoden ifølge de norske medier ikke har udviklet sig yderligere.
’Ytterøyningen’ er hen over weekenden blev slæbt til et værft i Ølen, hvor skaderne vurderes at være omfattende. Bl.a. buler bildækket op, som følge af den høje varmeudvikling og eksplosionen under hoveddækket.
Norleds regionschef Inge André Utåker oplyser til NRK, at skaderne mindst vil beløbe sig til 20 mio. kr. og medføre et langt værftsophold. Skaderne under dæk er hovedsageligt sket i batteri- og tavlerum. Han oplyser desuden, at batteripakken om bord på hybridfærgen ikke havde været i brug i to uger, da der var ved at blive foretaget nogle justeringer.
Ombygget i 2018
I dag mandag er færgens forsikringsselskab, batteriproducenten Corvus samt både norske søfarts- og beredskabsmyndigheder om bord for at samle informationer til en kommende havariundersøgelse.
- Dette er ny teknologi, og når sådan noget sker, så er det klart, at det skal tiltrække sig stor interesse. Det er for tidligt at sige, om den her episode får konsekvenser for andre færger, men det er vigtigt at få en hurtig afklaring af, hvad der er sket, udtaler kommunikationsdirektør i Sjøfartsdirektoratet, Dag Inge Aarhus, til NRK.
Op imod 60 færger ventes at anvende batteripakker i Norge frem mod 2021. ’Ytterøyningen’ blev leveret fra Fiskerstrand Verft i 2006. Færgen blev i 2018 ombygget til diesel/el-hybriddrift af Westcon-værftet i Ølen med en 1.989 KWh stor litium-baseret batteripakke fra Corvus Energy.
Læs også: ’Ellen’ blev en langsigtet investering for værftet