23948sdkhjf

Russisk trawler kæntrer i norsk havn efter brand

Veje er lukket og borgere evakueret, efter at en russisk trawler i går brød i brand i Tromsø

Onsdag formiddag brød en russisk trawler i brand i Tromsø i Norge. Et døgn efter bakser brandvæsenet fortsat med skibet, der torsdag formiddag er kæntret.

Lige før klokken 9.15 tippede trawleren 'Bukhta Naezdik', der lå til kaj i Breivika, om på siden, og store af dele af skibet ligger under vand. Det ryger fortsat kraftigt.

Da branden brød ud, havde skibet 200.000 liter diesel om bord.

- Meget af dette er nok brændt af nu, siger Øystein Solstad, brand- og redningschef i Tromsø.

Skibet ligger nu på siden i havet, og selvom røgen aftager, som vandet kommer ind i trawleren, har det fortsat retning mod Universitetssygehuset Nord-Norge.

- Vi arbejder fortsat med at styre røgen væk fra sygehuset, siger Øystein Solstad.

Sygehuset igangsatte torsdag morgen sit kriseberedskab og vurderede, at det var nødvendigt at lukke flere afdelinger. Også ansatte var forhindret i at komme på arbejde, da omkringliggende veje var lukket på grund af skibsbranden.

Onsdag aften klokken 23 beordrede politiinspektøren i distriktet, at alle beboere inden for 300 meter fra den brændende trawler skulle evakueres. Det har ført til, at 92 personer er blevet evakueret.

Desuden er veje og områder i nærheden blevet lukket af på grund af fare for, at fartøjet vil eksplodere. Det har medført trafikale udfordringer.

Trawleren er 64 meter lang og 13 meter bred. Da branden brød ud, var der et mandskab bestående af 29 personer ombord på skibet. 12 er blevet sendt på hospitalet med røgskader.

Læs også: Skibsfarten står overfor flere nye risikofaktorer

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121