23948sdkhjf

Sådan vil Hurtigruten besejle Norge efter 2021

I alt 13 skibe i fast fart ud fra Bergen, mens Hurtigruten vil sejle direkte fra de store turistmarkeder i Tyskland og England til den norske vestkyst og dens fjorde

Nu løfter Hurtigruten sløret for præcist, hvordan det norske marked gribes an efter 2021, når rederiet mister kontrakten på sejladsen med fire af sine hidtidige 11 skibe på den samfundsbegrundede kystrute mellem Bergen og Kirkenes.

Læs også: Nul-emission i norske fjorde skaber nye markeder for Hurtigruten

Mens rederiet i sidste uge bekræftede en tidligere udmelding om ombygning af de tre nyeste og største skibe til el-hybrid drift, efter de fra om godt to år ikke længere skal sejle i kontrakt for den norske stat, så er der nu også sat nye ruter og fartområder på de tre kystpassagerskibe.

Alle fortsætter som ventet med den norske vestkyst og fjordene som hoveddestinationer, men med en række nye havne og områder på programmet.

’Otto Sverdrup’ og ’Eirik Raude’, det vil sige de to nuværende kystpassagerskibe ’Finnmarken’ og ’Midnatssol’ kommer året rundt til at sejle 11-dages krydstogter ud fra Bergen til bl.a. Honningsvåg’ og Nordkapp og retur til Bergen.

Direkte fra Tyskland, England og Frankrig

’Maud’, den nuværende ’Trollfjord’, skal i vinterhalvåret sejler 14-dages krydstogter ud fra Calais i Frankrig via Dover i England til den norske vestkyst op til Honningsvåg og Nordkapp og retur over Nordsøen. Mellem april og september, altså i den traditionelle højsæson for turistmarkedet på Hurtigruten, skiftes de franske og engelske vende-havne ud med Hamborg.

Ikke mindst Tyskland, men også England er i dag de vigtigste turistmarkeder for Hurtigruten. Dermed går den nuværende operatør målrettet efter at erobre dele af det internationale turistmarked, som Havila Kystruten kan få adgang til fra 2021, når de indsætter fire nybyggede kystpassagerskibe i kontrakten med den norske stat.

Med de tre skibe ude af kontrakten fra 2021, men med en fortsat tilstedeværelse langs den norske kyst, inkluderer Hurtigruten helt nye norske kystdestinationer i programmet, som ikke er en del af den samfundsbegrundede kystsejlads, der dækker i alt 34 havne.

Uvished om veteranskib

- Vi er i alle årene blevet kontaktet af destinationer, der drømmer om anløb af Hurtigruten. Nu får vi flere skibe og større fleksibilitet – dermed kan vi gøre det, som både vi og en række destinationer langs hele kysten har haft lyst til i årevis, udtaler Daniel Skjeldam, koncernchef i Hurtigruten i forbindelse med dagens offentliggørelse af de nye sejlruter.

Blandt de nye destinationer på programmet fra 2021 er Å og Reine på Lofoten, Vesterålen, Senja, Lyngsalperne, Træna, Alta, Fjærland, Narvik og Stavanger.

Det er endnu uvished om fremtiden for Hurtigrutens ældste skib ’Lofoten’, der er det fjerde af de fire skibe, der ikke skal indgå i kontrakten fra 2021. ’Lofoten’ er fra 1964, og er erklæret bevaringsværdig i Norge og har samtidigt også et loyalt turistpublikum, ikke mindst på det tyske marked.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094